Regeringen siger undskyld

I årene 1933-1980 blev næsten 30.000 mennesker anbragt i det, man tidligere kaldte “åndssvage- og særforsorgen”. Heriblandt mange døve, døvblinde og hørehæmmede, der blandt andet oplevede at blive afleveret til kostskolernes varetægt af deres forældre – ofte uden at få en forklaring på hvorfor. Mange af dem blev også udsat for forfærdelige forhold med både vold, omsorgssvigt, seksuelle krænkelser og indespærring på ubestemt tid. Udlægningen af ovenstående oplevelser er blevet indarbejdet i en rapport, der i dag kan tilgås på Folketingets hjemmeside.

Staten har ikke passet på borgerne

Det er, som social-, bolig- og ældreminister Pernille Rosenkrantz-Theil, selv har understreget, tale om “et af de mørkeste kapitler i Danmarkshistorien”. I stedet for at lukke øjnene for fortidens fejl, vil regeringen lære af dem, og derfor undskylder de: “Det er meningen, at samfundet og staten skal passe på borgerne. Her er der sket det modsatte,” siger hun.

Og hvordan kunne det gå til? Jo, dengang gjorde staten det nemlig sådan, at de gik ud og identificerede forskellige grupper med handicap og anbragte dem under tilsyn eller på institutioner rundt omkring i landet. Det kunne være mennesker med pyskiske lidelser eller mentale udviklingsforstyrrelser – hvad man dengang kaldte de “åndssvage”. Det indbefattede for eksempel de såkaldte “Sprogø-piger”, som blandt andet blev tvangssteriliseret og tvangsisoleret på øen Sprogø i Storebælt, fordi de ikke passede ind i samfundet. Mennesker med epilepsi, fysiske handicap eller nedsat syn blev også anbragt i forskellige dele af forsorgen. Og det blev døve, døvblinde og hørehæmmede også.

Hvad kommer der efter undskyldningen?

Nu får alle disse personer en undskyldning fra regeringen. Danske Døves Landsforbund håber dog, at regeringen ikke kun vil bruge rapporten og undskyldningen til at se bagud. Men også til at se fremad. For hvordan folk behandles i vores samfund er stadig et vigtigt emne i dag. Det gælder også behandlingen af døve. Hvordan vil det mon se ud, når man om 40, 50 eller 90 år fra nu igen laver en rapport?

Der er i dag nemlig problemer i behandlingen af døve i samfundet. Problemer med at få tegnsprog anerkendt som et rigtigt sprog – også i praksis. Problemer med at få tegnsprogstolkning i sektorerne. Problemer med at sikre døve børn – med eller uden CI – og deres forældre adgang til dansk tegnsprog. Problemer med børn, der ikke profiterer af høreteknologien, der vokser op uden sprog i deres første leveår, fordi man uberettiget frygter at tegnsprog vil påvirke deres evne til at lære at tale. Problemer med at få informationer i samfundet. I skolen, i kulturen, på arbejdspladsen og i fritiden. Problemer med at garantere døve, der føler sig ensomme eller har psykiske vanskeligheder mulighed for at få hjælp på dansk tegnsprog. Problemer med døve, der bliver tabt i sundhedssystemet, fordi de ikke får adgang til tegnsprogstolkning. Alt dette er bare toppen af isbjerget.

Bak op om døves rettigheder – og vær helten i vores historie

Ligesom alle mennesker har døve ret til at leve et så normalt liv som muligt. Med samme rettigheder og muligheder som alle andre. Det har Danmark egentlig også forpligtet sig til at sikre ved at ratificere FN’s handicapkonvention. Men sådan er det desværre stadig ikke mange steder i Danmark i dag.

Danske Døves Landsforbund foreslår, at der både gøres noget ved disse problemer – som blandt andet kan løses af politikerne og ministerierne – og ved de bagvedliggende årsager til at problemerne stadig er her. For eksempel kunne politikerne lade være med at tale om “det dyre specialområde”, som er skyld i, at kommunerne nu skal svinge sparekniven. Lad være med at se på døve som værende vanskelige og “ressourcespild”. Se i stedet for på døve og andre borgere med handicap som mennesker med værdi i sig selv – og som både kan og vil bidrage til fællesskabet.

Så kære socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Kære statsminister Mette Frederiksen. Kære regering. Kære den danske stat.

Tak for undskyldningen. Vi håber, at I vil gøre alt, hvad I kan, for at undgå at skulle undskylde over for os igen i fremtiden.

Vi står her hos Danske Døves Landsforbund klar til at fortælle jer, hvordan I kan gøre det anderledes – og være helten i vores historie.