Menneskerettigheder: Rettigheder du har, blot fordi du er et menneske

Tekst: Amine Skousgaard

I 2020 skiftede Danske Døves Landsforbund (DDL) fra at være en handicaporganisation til også at være en menneskerettighedsorganisation. Med hvad betyder det overhovedet for DDL’s arbejde og for dig som medlem? I denne artikel bliver vi i fællesskab klogere på, hvad menneskerettigheder er, i selskab med Nanna Margrethe Krusaa, chefkonsulent og teamleder for Handicapteamet i Institut for Menneskerettigheder (IMR).

”Menneskerettigheder er rettigheder for mennesker. Det er grundlæggende rettigheder, som stater har valgt at underskrive og erklære sig forpligtiget til at anerkende, overholde og beskytte.” Sådan beskriver Nanna Krusaa fra IMR de rettigheder, som alle mennesker har, da jeg mødtes med hende for at tage en snak om DDL’s skifte fra handicap- til menneskerettighedsorganisation. Men hvor kommer de her rettigheder fra? For at forstå dem må vi igennem en hurtig historietime.

Menneskerettighedernes historie

I 1948 satte de største verdensledere sig sammen i den nydannede verdensorganisationer “De Forenede Nationer” og underskrev et dokument, som de kaldte ”Verdenserklæringen om menneskerettigheder”. Det er dette dokument, der i dag er grobund for rigtig meget af den lovgivning, der beskytter alle menneskers grundlæggende rettigheder den dag i dag. Men hvorfor var det overhovedet nødvendigt, og hvad betyder det for os i dag?

Det var langt fra første gang, at magtfulde mennesker havde sat sig ned for at definere nogle rettigheder, der ikke skulle defineres ud fra en bestemt gruppe afgrænset af for eksempel profession, formueforhold, eller lignende, men i stedet skal omfavne absolut alle mennesker, uanset race, farve, køn, sprog, religion og lignende.  Konceptet om menneskerettigheder går helt tilbage til oldtiden.

Siden hen har menneskerettighederne bølget frem og tilbage, skiftet og taget form. Flere gange blev det nævnt, at sådanne rettigheder var for alle – såsom i den amerikanske uafhængighedserklæring. Dog var det først efter to verdenskrige og Adolf Hitlers forfærdelige udryddelse af halvdelen af verdens jødiske befolkning, at verdens ledere satte sig sammen og blev enige om, at menneskerettigheder ikke skal defineres ud fra landegrænser, nationalitet og etnicitet, men gælder for alle. Det vil sige, at de er universelle.

Institut for Menneskerettigheder – den danske vagthund

I Danmark bliver menneskerettighederne fremmet og beskyttet af Institut for Menneskerettigheder (IMR). Som Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution er det IMR’s opgave at sikre, at den danske stat beskytter menneskerettighederne, blandt andet FN’s konventioner om menneskerettigheder.

Derfor spørger jeg Nanna Krusaa, hvad det betyder i praksis? ”Institut for Menneskerettigheder er den vagthund, der holder øje med, at staterne overholder menneskerettighederne. Det er virkelig vigtigt, at der er nogen, der har til opgave og har mandat til at holde øje med menneskerettighedernes overholdelse og ikke mindst menneskerettighedernes gennemførsel i Danmark. Der er jo grupper, som ikke selv kan gøre det, og vi skal være deres stemme,” svarer hun.

Handicapkonventionen

I 2009 tilsluttede Danmark sig FN’s nyeste konvention: Handicapkonventionen.  Det betyder, at Danmark forpligtigede sig til at indrette sin lovgivning og praksis, sådan at man fjerner barrierer, så mennesker med handicap får samme muligheder som alle andre.

Det er altså IMR’s arbejde at sørge for, at den danske stat indretter lovgivningen herefter. ”Og det er jeg selvfølgelig utrolig glad for, fordi vi jo ved, at der er rigtig mange udfordringer, og der er rigtig mange barrierer, når man snakker mennesker med handicap og lige muligheder for fx deltagelse i samfundet,” tilføjer Krusaa.

Tegnsprog som menneskeret

I FN’s Handicapkonvention bliver tegnsprog specifikt nævnt hele syv gange. Blandt andet har de stater, der har tilsluttet sig konventionen, skrevet under på:

– at anerkende og fremme anvendelsen af tegnsprog,

– at fremme indlæringen af tegnsprog samt fremme døvesamfundets sproglige identitet,

– og at anerkende og støtte personer med handicaps særlige kulturelle og sproglige identitet, herunder tegnsprog og døvekultur.

”Tegnsprog er ikke et hjælpemiddel, men et sprog. Og det er staten forpligtiget til at anerkende, og de er forpligtiget til at fremme brugen af tegnsprog. Samtidig er de jo også forpligtet til at holde hånden under tegnsprogskulturen og døves fællesskaber.”

Nanna Margrethe Krusaa, chefkonsulent og teamleder for Handicapteamet i Institut for Menneskerettigheder

Og det er der en helt særlig grund til, mener Krusaa: ”Tegnsprog er ikke et hjælpemiddel, men et sprog. Og det er staten forpligtiget til at anerkende, og de er forpligtiget til at fremme brugen af tegnsprog. Samtidig er de jo også forpligtet til at holde hånden under tegnsprogskulturen og døves fællesskaber.” Det er derfor blandt andet IMR’s arbejde at sørge for, at den danske stat følger konventionen og anerkender døves menneskerettigheder – herunder retten til tegnsprog.

DDL som menneskerettighedsorganisation

Efter skiftet fra kun at være en handicaporganisation til også at være en menneskerettighedsorganisation har DDL også fokuseret på at råbe politikerne op ved at understrege døves ret til ligebehandling og anerkendelse af kulturen. ”Ved at understrege at døve har en menneskeret, understreger vi også, at rettigheder helst ikke er noget, som vi skal gå rundt og bede om, men det er noget, der faktisk er givet på forhånd. På det simple grundlag, at døve er mennesker med rettigheder,” siger sekretariatschef i DDL, Claus Staunstrup Nilsson.

FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder

Den 10. december 1948 vedtog FN’s generalforsamling “Verdenserklæringen om Menneskerettigheder”. Erklæringen indeholder 30 artikler om menneskets grundlæggende rettigheder. Det er kendetegnende, at den er lavet i en international kontekst, og at erklæringens sigte er universelt og globalt. Det gælder for alle mennesker.

1. Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.
2. Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art.
3. Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.
4. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.
5. Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.
6. Ethvert menneske har ret til at blive anerkendt som retssubjekt.
7. Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse.
8. Enhver har ret til en fyldestgørende oprejsning ved de kompetente nationale domstole for handlinger, der krænker fundamentale rettigheder.
9. Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller landsforvisning.
10. Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig behandling ved en uafhængig og upartisk domstol.
11. Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
12. Enhver har ret til lovens beskyttelse af privatlivet.
13. Enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted inden for hver stats grænser. Enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget, og til at vende tilbage til sit eget land.
14. Enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse.
15. Enhver har ret til en nationalitet.
16. Enhver har ret til ægteskab og familie, uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde. Ægteskab skal kun kunne indgås med begge parters frie og fulde samtykke.
17. Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællesskab med andre.
18. Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed.  (uden klappelyd)
19. Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed.
20. Alle har ret til under fredelige former frit at forsamles og danne foreninger.
21. Enhver har ret til at deltage i sit lands styre enten direkte eller gennem frit valgte repræsentanter. 
22. Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
23. Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed. Enhver har uden forskel ret til lige løn for lige arbejde.
24. Enhver har ret til hvile og fritid, herunder en rimelig begrænsning af arbejdstiden, og til periodisk ferie med løn.
25. Enhver har ret sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder.
26. Enhver har ret til undervisning. Undervisningen skal være gratis, i det mindste på de elementære og grundlæggende trin. Elementær undervisning skal være obligatorisk.
27. Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder.
28. Enhver har krav på en social og international orden, i hvilken de i denne erklæring nævnte rettigheder og friheder fuldt ud kan virkeliggøres.
29. Enhver har pligter over for samfundet, der alene muliggør personlighedens frie og fulde udvikling.
30. Intet i denne erklæring må fortolkes som givende nogen stat, gruppe eller enkeltperson hjemmel til at indlade sig på nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der tilsigter at nedbryde nogen af de heri opregnede rettigheder og friheder.

Artiklen er oprindeligt udgivet i Døvebladet 04 fra december 2022. Ønsker du at modtage Døvebladet fysisk? Bliv medlem her.