Landsdækkende fejring af Døves Internationale Uge!

I denne uge markeres de to største højtider for de ca. 4000 døve her i landet. Mandag den 19. september skydes Døves Internationale Uge i gang og fredag den 23. september fejres FN’s internationale tegnsprogsdag. Danske Døves Landsforbund og forbundets 16 medlemsforeninger opfordrer alle til at være med til at fejre denne sprogminoritets rettigheder og blive klog på døve og dansk tegnsprog.

For 64 år siden fejrede World Federation of the Deaf (WFD) for første gang Døves Internationale Uge for de ca. 70 millioner døve og deres modersmål – tegnsprog.

Døves Internationale Uge
Hensigten med ugen har fra dens fødsel været; til dels at skabe sammenhold blandt døve verden over – og dels at få skabt opmærksomhed om centrale menneskeretlige emner blandt døve selv, hos det omgivende samfund og på politisk niveau. Det sker gennem aktiviteter som marcher, møder, seminarer, udstillinger og sociale sammenkomster.

FN’s Internationale Tegnsprogsdag
Om fredagen i den sidste uge i september bliver flaget hejst ekstra højt, når døve fejrer FN’s internationale tegnsprogsdag. Det er en dag, der betyder meget for døve verden over og det er en dag hvor de forskellige nationale tegnsprog bliver hyldet. Tegnsprog er nemlig ikke universelt – næsten hvert land i verden har sit eget tegnsprog, og omkring 150 af disse er anerkendt som sprog. I Danmark er der ca. 4.000, der har dansk tegnsprog som modersmål og derfor ser mundtlig og skriftlig dansk som et fremmedsprog.

16 medlemsforeninger og 4.000 døve fejrer døvekulturen – og dansk tegnsprog
Der er både store og små arrangementer for døve og nysgerrige rundt omkring i landet. I Herning inviterer Midtjysk Døveforening fredag d. 23. september til åbent hus i byens kulturhus, Huset NO7. Her vil døve fra hele Midtjylland fejre dagen med kreative aktiviteter som glasmaling, crepe blomster osv. Samtidig fejrer LGBTQAI+ foreningen for døve kaldet Tegnbuen dagen i København med cava og kage på Bertels Salon, mens Fyns Døveforening serverer tapas og champagne.

Danske Døves Landsforbund bakker op om mere lokalkultur til døve!
Medlemsforeningernes lokale kulturarrangementer støttes af Danske Døves Landsforbund: ”For os er det vigtigt at få vist omverdenen, at døve også opfatter sig selv som en kulturel og sproglig minoritet. Dansk tegnsprog bliver i dag udsat for en stigende negativ stigmatisering, hvor det opfattes som noget, der begrænser døve i at klare sig på egen hånd. Det kan ikke være mere forkert. Dansk tegnsprog er netop årsagen til at døve kan klare sig på lige fod som alle andre – det er i kraft af sproget, at døve kan deltage i alle de tilbud, som det øvrige samfund har. Gennem dansk tegnsprog bliver døve ligestillet med andre. Når vi hylder døvekulturen og tegnsproget i ugens løb, hylder vi også døves ret til tegnsprog – hele livet”, siger forbundets landsforperson Lars Ahlburg.

Scroll til toppen