Krigsflygtninge har også ret til tegnsprog

–

Flere millioner mennesker er flygtet fra krigen i Ukraine. Omkring 30.000 er kommet til Danmark. Blandt disse er 28-årige Myroslav Trotchenko og hans forældre, Stanislav og Nadiia Trotchenko. Alle tre er døve.

Bilerne suser forbi på den stærkt trafikerede H.C. Andersens Boulevard i København. Jeg er på vej til et interview med Myroslav fra Ukraine. Vi har kommunikeret sammen primært på russisk ved hjælp af en oversættelsesapp. Jeg ved derfor ikke, hvordan Myroslav ser ud. Faktisk ved jeg ikke rigtigt andet end, at han er en ung døv mand, som er flygtet fra krigen i Ukraine sammen med sine døve forældre og nu bor i København.

Ved vores aftalte mødested venter Myroslav og en døv tegnsprogstolk. Myroslav kan en del internationale tegn, men det kan jeg desværre ikke. Hele familien er i gang med at lære dansk og dansk tegnsprog og kan allerede mange tegn. Men endnu ikke nok til at kommunikere på dansk tegnsprog. At lære dansk er ikke nemt. Det vender vi tilbage til.

Myroslavs forældre er også med til interviewet. De vil gerne ud at møde andre døve. Og hvad skal de ellers lave? Det er kedeligt at sidde på hotelværelset, hvor de er midlertidigt indlogeret. Familiens hund, Aba, plejer også at komme med ud på tur.

Myroslav fortæller kort om Aba. At han fandt hende efterladt i en container en dag han var på arbejde. Det skar ham i hjertet, og da han så hunden igen de efterfølgende dage, valgte han at tage den med hjem. Aba har siden været en stor del af familien og er derfor selvfølgelig også kommet med til Danmark. Men i dag venter Aba altså på hotelværelset.

Livsomvæltninger

Myroslav og familien kom til Danmark i april, efter Rusland invaderede Ukraine og startede krigen. At blive krigsflygtning fra den ene dag til den anden er en kæmpe livsomvæltning i sig selv. At flytte til et andet land med et andet sprog og en anden kultur kommer oveni i alt det andet.

I Danmark er alting nyt. Det danske samfund er opbygget på en helt anden måde. Kulturen i Danmark er anderledes. Måden, vi som mennesker er og lever sammen på, er anderledes. Døves rettigheder i Danmark er også anderledes end døves rettigheder i Ukraine.

For at forstå, hvor stor en omvæltning det er for familien at komme til Danmark, må vi skrue tiden tilbage.

Myroslav fortæller: ”Jeg er født og opvokset i Ukraine. Jeg er i dag 28 år. Mine forældre er også opvokset i Ukraine. I Ukraine boede vi i lejlighed i Kharkiv, som er Ukraines næststørste by.”

”Mine forældre voksede op under Sovjettiden, hvor man lærte russisk i stedet for ukrainsk. Ukraine blev selvstændigt i 1991, og derefter blev ukrainsk mere udbredt. Da jeg gik i skole, kunne man dog fortsat vælge mellem ukrainsk og russisk. Mine forældre kan bedst russisk, og der tales meget russisk i vores landsdel i øst, imens man i vest taler mere ukrainsk. På den måde blev russisk det mest naturlige for mig,” siger han.

I Ukraine arbejdede Myroslav og hans far. Hans mor var hjemmegående. Den 24. februar 2022 invaderede Rusland Ukraine, og der udbrød krig, og livet var for altid forandret.

Ingen mænd må forlade Ukraine

De første dage mærkede familien dog ikke så meget til den russiske invasion. Men allerede en uge senere bankede naboen insisterende på døren. Der var blevet bombet i kvarteret, men Myroslav og forældrene havde ingenting hørt eller mærket.

I nabolaget lå store missiler spredt omkring og vidnede om krigens indtog.

Familien besluttede sig hurtigt for at flygte og blev hentet i bil af en af farens venner. De pakkede de mest nødvendige ejendele; tandbørster og lidt tøj. Der var ikke hverken tid eller plads til at pakke personlige ejendele, så alle fotografier og andre ting blev efterladt i lejligheden.

Familien valgte at køre mod nabolandet Moldova, der ligger syd for Ukraine. Men inden de nåede så langt, måtte de gennem en større prøvelse. Ved grænsen fik Myroslav nemlig frataget sit pas og blev tilbageholdt af det ukrainske militær. Årsagen? Ukraines regering havde beordret en mobilisering af alle landets værnepligtige og medlemmer af reserven. Det betød, at ingen mænd mellem 18 og 60 år måtte forlade landet.

Myroslav er 28 år, og han skulle derfor i princippet blive og kæmpe i krigen. Militæret såede tvivl om, at Myroslav er døv. Måske han bare løj for at slippe for krigen? Efter fire timers krydsforhør, høreprøve og beordret forsøg på at tale (med stemmen) fik Myroslav lov til at gå. Men kun indtil næste grænsepost, hvor militæret igen standsede familien. Myroslav skulle igen fremvise bevis på at være døv.

Endelig kunne de køre videre og ankom til Moldova sent om aftenen. Det var mørkt, og de var sultne.

I Moldova blev de mødt af en lokal nødhjælpsorganisation. De fik mad og blev indkvarteret hos en moldovisk familie. Næste morgen flygtede familien videre til Rumænien.

I Rumænien boede de i en renoveret tidligere kostald i tre uger sammen med andre hørende ukrainske flygtninge. Det var ikke et rart sted at være, og familien tog flugten videre til Tyskland, hvor Myroslavs far har en søster. Men hos søsteren var det ikke muligt at være, fordi hun havde for lidt plads og ingen mulighed for at forsørge dem. Så hun bad dem om at rejse videre efter to dage. Familien kom i kontakt med en dansk døv og besluttede at prøve at komme til Danmark.

Myroslav, forældrene og deres hund tog derfor videre med tog til Rostock i det nordøstlige Tyskland. Her blev de mødt af Røde Kors og sejlet videre til Gedser på Falster i Danmark. Med sig havde de en adresse på Røde Kors i Danmark.

Ankomsten til Danmark

Det var mørkt og midt om natten, da færgen sejlede i havn på Falster.

”Da vi kom til Danmark, blev der med det samme ringet efter politiet. Da politiet kom, viste vi dem adressen på Røde Kors. De ville gerne hjælpe os, men det var mørkt, og klokken var to om natten. Vi kunne derfor ikke komme derhen, men kom i stedet med politiet. De var meget venlige og gav os mad og et sted at sove i nogle kontorlokaler med madrasser på gulvet,” fortæller Myroslav.

Næste morgen blev familien fragtet til togstationen i en bus sammen med andre flygtninge og tog derefter toget videre til København. Herefter rejste de videre til Birkerød og Center Sandholm (også kaldet Sandholmlejren), der er Danmarks største asylcenter, som drives af Røde Kors.

Hos Center Sandholm blev familien registreret i systemet med navn og fingeraftryk. Og der faldt ro på.

”Da vi blev indlogeret hos Røde Kors kunne jeg sænke skuldrene. Og så kom udmattelsen. Den lange flugt fra Ukraine gennem Moldova, Rumænien og Tyskland. Al usikkerheden. Den manglende kommunikation og information. Jeg var fuldstændig udmattet. Jeg sov i tre dage,” fortæller Myroslav.

Familien blev indkvarteret på Center Sandholm sammen med andre ukrainske, syriske og somaliske flygtninge. De kommunikerede med medarbejderne på skrift ved hjælp af en oversættelsesapp mellem dansk og russisk.

Efter to uger blev familien dog sendt videre til Asylcenter Thyregod i Jylland, mens de ventede på, at deres sag om opholdstilladelse blev behandlet.

”Jeg forstod ikke, hvorfor vi skulle til Jylland. Vi rejste igen med bus sammen med andre ukrainske flygtninge. Vi kom også til Røde Kors. Men vi var jo allerede indlogeret i København, så hvorfor blev vi sendt videre?” spørger Myroslav.

”Det har der selvfølgelig været en grund til, men vi fik ikke forklaret det nærmere. Eller også var det simpelthen for svært at forklare. Vi er både ukrainere og døve. Det giver en dobbelt sproglig udfordring. Det vigtigste var selvfølgelig, at vi var i sikkerhed.”

Døve besøgsvenner

Da krigen brød ud, og det stod klart, at der ville komme døve flygtninge til Danmark, blev kræfterne hurtigt mobiliseret både professionelt og frivilligt. I Danske Døves Landsforbund (DDL) fik vi for eksempel hurtigt etableret et netværk af frivillige besøgsvenner. Både i Center Sandholm og på Asylcenter Thyregod mødte Myroslav og forældrene nogle af DDL’s besøgsvenner. Selvom kommunikationen var svær på grund af de forskellige tegnsprog, så gav det en stor tryghed at møde danske døve.

Familien ønskede at komme tilbage til København, hvilket de havde fortalt Røde Kors. De ville gerne bo i byen, som de var vant til. De regnede også med, at der ville være flere døve i København. Samværet med andre døve er vigtigt for Myroslav.

Efter halvanden måneds tålmodig venten i Jylland fik familien penge til at rejse til København med endnu en adresse i hånden. Familien bor nu på hotel i København, imens de venter på at få en bolig.

Døves rettigheder

Livet i København er anderledes. Ikke kun fordi de bor på hotel. Det er faktisk det mindste af det.

”I Ukraine er livet svært. Især nu hvor der er krig. I Danmark er vi kun blevet mødt med smil og varme. Vi vil gerne blive her,” fortæller Myroslav.

Får du nogen hjælp til at navigere i det danske system?

”Ja, jeg har for eksempel kontakt med døvekonsulenterne, som er søde til at hjælpe mig med forskellige ting. De har også været med til møder med kommunen sammen med en tegnsprogstolk. Det danske samfund er meget anderledes, og der er mange ting, jeg skal lære og have styr på. Jeg har også fået stor hjælp fra både Danske Døves Landsforbund og Døves Kirke.”

Kender du dine rettigheder?

Myroslav tænker lidt og siger så: ”Jeg ved, at der er forskel på de regler og love, som gælder her, sammenlignet med Ukraine. I EU har I fælles regler og menneskerettigheder. I Ukraine er vi ikke helt så langt, selvom vi har regler om basale menneskerettigheder.”

Ukraine er ikke medlem af EU, men har dog søgt om medlemskab og har i skrivende stund fået status som EU-kandidatland.

Myroslavs far tilføjer: ”EU er rigtig god i forhold til menneskerettigheder. I Ukraine er der stor forskelsbehandling af døve. Det er meget bedre her i Danmark.”

”Ja, jeg blev meget overrasket over reglerne og lovene i Danmark,” siger Myroslav. ”I Danmark er vi blevet mødt som ligeværdige. Man hilser og smiler til hinanden. Selv af politiet blev vi mødt som ligeværdige, og vi kunne sidde at spise sammen med dem. Det var et chok for os. I Ukraine er der meget mere hierarki og afstand.”

”Da vi var i Ukraine, var det på en måde mere acceptabelt at blive forskelsbehandlet, fordi vi var vant til, at man forskelsbehandler døve. Da vi kom til Danmark, blev vi opmærksomme på, at det faktisk ikke er okay. Vi er også mennesker, og vi har også rettigheder. Døve har rettigheder,” understreger Myroslav.

Myroslav nævner, at mænd og kvinder også er mere ligestillet i Danmark sammenlignet med Ukraine. ”Jeg oplever, at der er meget mere frihed her i Danmark.” Forældrene nikker samtykkende.

Sprogbarrierer

Selvom vi i Danmark er mere ligestillet, så bliver døves ret til tegnsprog dog langtfra altid overholdt. Meget myndighedsinformation er kun på skrift, selvom for eksempel Digitaliseringsstyrelsen er gået foran og har oversat mange vejledninger til dansk tegnsprog. Men selv med tegnsprogsoversættelser er det svært for Myroslav og familien, som endnu ikke taler dansk tegnsprog.

”Vi kommunikerer ofte ved hjælp af en oversættelsesapp på dansk/russisk. Også med andre døve. Jeg er faktisk blevet overrasket over, at der ikke er flere danske døve, som kan internationale tegn. I Ukraine kan mange døve internationale tegn. Det kan selvfølgelig være, at der er mange flere, som kan – måske jeg bare ikke har mødt dem endnu,” smiler han.

Møde danske døve vil han og forældrene dog rigtig gerne.

”På mange måder føler vi, at vi har fået en ny start her i Danmark. Det er et nyt liv. Og det er vigtigt med venner og at møde andre døve,” forklarer Myroslav.

Hvad skal der ske nu?

”Nu er jeg i gang med at lære dansk og dansk tegnsprog. Det, føler jeg, er det mest vigtige. Det er svært, men vi gør vores bedste.”

Både russisk og ukrainsk er slaviske sprog, og de skrives med en variant af det kyrilliske alfabet, hvor man skriver nogle helt andre tegn end A, B, C og så videre. At lære dansk er svært for de fleste, men for Myroslav og forældrene indebærer det også at skulle lære et helt andet alfabet. Så det er ikke bare ligetil at lære dansk.

”Når jeg er blevet lidt bedre til dansk, så vil jeg også rigtig gerne i gang med at arbejde,” siger Myroslav.

I Ukraine har Myroslav arbejdet med mange forskellige ting primært indenfor håndværksfag, hvor han har udført både bygnings-, tømrer- og malerarbejde. Det er meget normalt, at døve arbejder med håndværk i Ukraine. Myroslav har også arbejdet hos McDonald’s, der har mange døve ansatte i Ukraine, og i et supermarked. Senere fik han arbejde som gadefejer med 12-timers arbejdsdage hver anden uge.

Hvad er dine drømme for fremtiden?

”Det er at finde et arbejde. Jeg kan arbejde med alt muligt. Jeg er vant til at arbejde med mange forskellige ting. Jeg drømmer også om at bo i et hus.” Myroslav holder en lille pause. ”Jeg vil også rigtig gerne møde en sød dansk pige, blive gift og få familie,” smiler han rødmende.

Myroslavs forældre smiler stort og tilføjer leende: ”Vi håber.”

Myroslav er meget optimistisk omkring fremtiden, både hvad angår det sproglige, arbejde og livet generelt. Netværket med danske døve håber han kommer, når han bliver bedre til dansk tegnsprog.

”Vi har overlevet at flygte fra en forfærdelig krig, og nu er vi her. Jeg føler mig meget heldig og er fuld af håb for fremtiden,” afslutter Myroslav.

Artiklen er oprindeligt udgivet i Døvebladet 04 fra december 2022. Ønsker du at modtage Døvebladet fysisk? Bliv medlem her.