Det mener DDL

Det forbudte ord

I Danmark og i resten af verden er det indenfor de sidste par årtier blevet helt normalt, at man ikke længere kalder sig “gammel”. Selvom alle forhåbentligt bliver gamle på et tidspunkt, vil vi alle nu kaldes “seniorer” eller “ældre” – men ikke “gammel”.

Vi taler om det gode seniorliv eller det aktive ældreliv. Det er som om, at det at blive gammel næsten er blevet skamfuldt. Det faktum, at man kan have ekstra behov for omsorg og pleje når man bliver ældre, er blevet noget, som er svært at tale om. Både i det offentlige rum og med sine nærmeste.

Samfundet og myndighederne har da også stort fokus på alt andet end alderdom, og det er måske med til at understøtte bestræbelserne på at holde sig ung længst muligt. For eksempel er det den nuværende regerings politik, at man skal forblive i eget hjem længst muligt. Man skal være stolt af at kunne klare sig selv uden hjælp fra andre.

Men det bør ikke være beskæmmende at bede om hjælp. Slet ikke, når man har behov for hjælp. Det bør være en rettighed, at man oplever sin alderdom som tryg og værdig. Og med den nødvendige omsorg.

For ikke så få år siden var et plejehjem det sted, man flyttede til, når man blev gammel og havde brug for hjælp til hverdagen. Det var også fællesskaber, hvor man mødte ligestillede og boede i ens sidste tid. En tid, der kunne vare mange år. En tid, der kunne være god og indholdsrig. Med egne stuer og faciliteter og fælles rum, hvor det sociale kunne dyrkes, hvis man ville. Et sidste hjem.

Men mange opfatter nok snarere plejehjemmet i dag som endestationen fremfor ens sidste hjem. Dødens forgård. Plejehjemmet er der, hvor man venter på livets afslutning, og ikke et rart og nært fællesskab, før døden indtræffer.

Og tanken om døden kan være skræmmende. Måske endnu mere skræmmende, hvis man kan forvente at komme til et plejehjem, hvor man ikke kan kommunikere med hverken de andre beboere eller personalet.

På den baggrund har Danske Døves Landsforbund iværksat en større undersøgelse af, hvad døve foretrækker i deres sidste leveår. Er det vigtigst at bo nær tætte relationer som familie eller venner, eller er tegnsprogsmiljøet på dagtilbud og plejehjem vigtigere? Og hvad er opfattelsen af de fire plejehjem i Danmark, som har et tegnsprogsmiljø?

Og tanken om døden kan være skræmmende. Måske endnu mere skræmmende, hvis man kan forvente at komme til et plejehjem, hvor man ikke kan kommunikere med hverken de andre beboere eller personalet.

Rigtig mange har deltaget i vores undersøgelse, og med den nye viden, som undersøgelsen frembringer, vil vi lægge politisk pres på kommuner og andre aktører, som arbejder indenfor området. Retten til forståelig kommunikation – retten til tegnsprog – går vi ikke på kompromis med.

I Danske Døves Landsforbund glæder vi os meget til at dele den nye viden med alle vores medlemmer og samarbejdspartnere. Med solid dokumentation kan vi komme med konkrete løsningsforslag, arbejde målrettet på forbedringer og ordentlige tilbud og forhåbentlig sikre, at danske døve har lige muligheder for og rettigheder til en værdig afslutning.

Det skal ikke være tabubelagt at være gammel. Det skal ikke være skamfuldt at have behov for hjælp. Det skal være en menneskeret, at ens sidste tid er værdig og tryg. Også når den foregår på dansk tegnsprog.

Scroll til toppen