Støt DDL

Nyt projekt: Tegnsprogsfællesskaberne

Danske Døves Landsforbund (DDL) har fået midler til at igangsætte et nyt landsdækkende projekt: Tegnsprogsfællesskaberne.
10. april 2025

Vi er et mangfoldigt samfund i døvesamfundet – mange mennesker, mange tegnsprogsarenaer og mange livssituationer. Mange oplever dog stadig, at de har begrænset adgang til at mødes med ligesindede – eller spejler sig med andre i en bestemt livssituation.

Det vil vi gerne ændre på i DDL, og du – som medlem af DDL eller din medlemsforening – kan være med!

Projektmidlerne er blevet brugt til at oprette en aktivitetspulje, der skal støtte frivilligt drevne og fællesskabsrettede initiativer. Lige nu har vi afsat 50.000 kr. til formålet, og hvert fællesskab kan søge op til 10.000 kr.

Når en person eller en medlemsforening har søgt midler, bliver de koblet til DDL’s nationale afdeling. Her får de som frivillige løbende sparring, rådgivning og vejledning til opstarten af et fællesskab.

Det kan være et fællesskab, man længe har savnet i sin medlemsforening – eller et nyt fællesskab, der kan tænkes at senere blive forankret i foreningsregi eller landsforbundsregi.

Hvem kan søge?

Midler fra aktivitetspuljen kan søges af medlemmer af DDL, medlemsforeninger og seniorklubber under DDL. Initiativet skal være forankret i en af DDL’s medlemsforeninger eller seniorklubber.

Hvad kan der søges midler til?

Vidensarrangementer
Kick-off-forløb, oplæg eller workshops, hvor deltagerne i et fællesskab kan dele erfaringer og få ny viden om bestemte og relevante livssituationer.

Sociale arrangementer
Netværksmøder, debataftener og andre fællesskabsmålrettede og samlende aktiviteter.

Ansøgningsfrist

Ansøgninger modtages løbende. Man kan forvente svar inden for 7-14 hverdage, med forbehold for ferie, helligdage og andre særlige omstændigheder.

Interesserede kan læse mere og finde flere oplysninger om vores aktivitetspulje til ’Tegnsprogsfællesskaberne’ her.