Støt DDL

Vand-skabninger vender tilbage på Teater ZeBU – flydende fortællinger om at være til 

Efter stor succes i november vender forestillingen ”Vand-skabninger” tilbage på Teater ZeBU. Fra 31. januar til 12. februar 2026 kan du igen opleve en unik scenekunstnerisk rejse, hvor sprog, bevægelse og billedfortælling smelter sammen.
6. januar 2026

Forestillingen spilles af Troels Madsen, Cathrine Honoré, Cath Borch Jensen samt Sebastian Alstrup og giver plads til tegnsprog som et selvstændigt udtryk. Her kan både døve og hørende publikummer følge med – intet går tabt i oversættelsen.

Hvad handler Vand-skabninger om?
På scenen tager mennesker med funktionsvariationer livtag med en gribende fantasy-fortælling. Den fiktive historie flyder sammen med deres autentiske fortællinger om at blive fremstillet som vanskabt – ”the awkward one out”.

Spillerne kommenterer på en eventyrlig fortælling, der clasher med deres egne hverdagsoplevelser med samfundsfordomme og manglende tilgængelighed. Det hele sat i scene i dialog med forskellige fortællinger om vandskabninger (eller vandvæsener) og med vandelementet som æstetisk kunstsprog. For de nægter at blive skyllet ud med badevandet!

Praktisk info:

  • Spiller fra 31. januar til 12. februar 2026
  • Anbefalet fra 12 år – men også oplagt for voksne
  • Forestillingen er tilgængelig med både døve- og synstolkning

👉 Læs mere og køb billetter til forestillingen her.

DDL er ikke arrangør af arrangementet men videreformidler blot budskabet om forestillingen og ønsker god fornøjelse.