Døve og hørehæmmede festivalgæster kan igen i år opleve tegnsprogstolkede koncerter på Roskilde Festival. Samtidig testes en ny model for performancetolkning, hvor en hørende tolk og en døv performancetolk arbejder sammen om at formidle koncertoplevelsen på tegnsprog.
Performancetolkning er en specialiseret form for tegnsprogstolkning, hvor der ud over sangtekster også arbejdes med at formidle musikkens rytme, stemning og kunstneriske udtryk. I den model, der afprøves på årets festival, giver den hørende tolk løbende input til den døve performancetolk, som formidler koncerten videre til publikum på tegnsprog.
Der vil være performancetolkning ved følgende koncerter:
Guldimund
Torsdag kl. 14.30 på Arena
TV-2
Lørdag kl. 15.30 på Orange Scene
Forud for koncerterne har tolke og kunstnere forberedt sig sammen. Målet er, at tegnsprogstolkningen bliver en integreret del af koncertoplevelsen og understøtter stemningen på scenen og blandt publikum.
Roskilde Festival afprøvede tegnsprogstolkning af koncerter for første gang i 2024. Årets indsats bygger videre på erfaringerne og skal bidrage til at gøre festivalens kulturtilbud mere tilgængelige for døve og hørehæmmede.
Initiativet er støttet af Døvefonden med opbakning fra Danske Døves Landsforbund.