Støt DDL

Ordbog over Dansk Tegnsprog flyttet tilbage til Københavns Professionshøjskole

3. september 2026

Ordbog over Dansk Tegnsprog (ODT) flyttet tilbage til Københavns Professionshøjskole.

Flytningen er formelt sket den 1. juli 2026, og lige nu er materialerne ved at blive overdraget til professionshøjskolen. Det er en politisk beslutning, at Ordbog over Dansk Tegnsprog skal tilbage til et undervisnings- og forskningsmiljø.

Ordbogen blev oprindeligt udviklet i perioden 2003 til 2008 på Center for Tegnsprog og Tegnstøttet Kommunikation (kaldet KC) i samarbejde med Danske Døves Landsforbund. Efter færdiggørelsen af første udgave blev ordbogen vedligeholdt og videreudviklet af Københavns Professionshøjskole.

I 2024 blev ansvaret for ordbogen overdraget til DDL, som siden har videreudviklet projektet.

I den periode, ordbogen har været forankret hos DDL, er hjemmesiden blevet omfattende moderniseret og gjort mere brugervenlig. ODT har også fået mere international opmærsomhed.  Samtidigt er der indsamlet 127 tegn til den videre undersøgelse, og ordbogen er udvidet med 13 nye tegnartikler. Det er også lykkedes at sikre finansiering gennem puljemidler frem til 2029, noget DDL har arbejdet målrettet for.

Ordbog over Dansk Tegnsprog udgør et helt afgørende fundament for dokumentation, undervisning og videreudvikling af dansk tegnsprog. Når et sprog dokumenteres systematisk, styrkes dets status, både nationalt og i forskningen.

Ordbogen har 3 ejere. Det er Dansk Tegnsprogsråd, Københavns Professionshøjskole og DDL.

DDL kommer derfor fortsat til at følge ordbogens udvikling og drift tæt, selvom det daglige ansvar overgår til Københavns Professionshøjskole.