Tolkeområdet står til omorganisering

#Tegnsprog #Tilgængelighed #Politik

20. februar 2018

Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe og DDL er med i følgegruppen.

Før jul havde DDL møde med Børne- og Socialminister Mai Mercado med fokus på blandt andet tolkeområdet. Vi bad om at få opmærksomhed og overblik over den nuværende tolkesituation. Og nu er der godt nyt. Regeringen har netop oprettet en tværministeriel arbejdsgruppe med embedsmænd på tværs af ministerierne. Formålet er, at de skal undersøge mulighederne for at omorganisere hele tolkeområdet for døve og hørehæmmede. Målet er, at det skal være nemt og enkelt at bestille tolk.

Udover arbejdsgruppen er der også en følgegruppe, som består af repræsentanter fra forskellige organisationer - herunder DDL. Følgegruppen har møde i marts og maj og gør status på tolkeområdet. I maj skal arbejdsgruppen have forskellige løsningsforslag klar til fremtidens tolkemodel. Disse forslag bliver givet til følgegruppen til kommentarer som herefter sendes tilbage til arbejdsgruppen. Til august skal der ligge en rapport klar, som gives videre til regeringens økonomiudvalg, der herefter tager beslutning om vedtagelse. Derefter starter arbejdet med eventuelle lovændringer.

Vi er utrolig glade for, at der nu er politisk opmærksomhed på tolkeområdet og at der er igangsat en undersøgelse. Vi er som sagt med i følgegruppen og vil derfor være i løbende dialog med arbejdsgruppen. Så det er bestemt spændende.

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
close
Søg på dette site