Tidens Tegn sender fra Ghana

#Kultur #Tegnsprog #Udviklingsarbejde

Tidens Tegn sender fra Ghana

Foto: Døvefilm

7. september 2018

I morgen lørdag, den 8. september, har Tidens Tegn premiere på en programserie om døves levevilkår i det vestafrikanske land Ghana.

Programmerne er blevet til i samarbejde med Danske Døves Landsforbund, der i mere end 10 år har haft et udviklingsprojekt i Ghana.

I programmerne møder du Steffen Røntved Olsen fra Randers og Gudrun Sønnichsen fra Valby, der besøger Afrika for første gang i deres liv. Med et kamera i ryggen rejser de to rundt i landet lige fra Ghanas hovedstad Accra til en lille, fattig landsby langt ude på landet. Ghana er mere end fem gange så stor som Danmark og har over 20 millioner indbyggere. Heraf er omkring 250.000 døve. På rejsen møder de to danskere forskellige mennesker og projekter i Ghana, og gennem deres øjne oplever vi døve ghaneseres levevilkår.

Første program handler om skolen. Skolegang i Ghana er gratis, men man skal betale for skoleuniform samt bøger og andet udstyr. Der er i alt 14 døveskoler i hele landet. To af disse er for unge over 19 år og kaldes senior high school. Døvefilm besøger den ene skole. Der er i alt fire udsendelser og de sidste tre udsendelser sætter fokus på arbejdsmarkedet, tegnsprogstolkning og sundhed og lægebehandling.

Første afsnit kan ses på DR2 i Tidens Tegn nu på lørdag den 8. september fra kl 9.00. Efterfølgende kan de ses på Døvefilms website.

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
close
Søg på dette site