Overvældende interesse for dansk tegnsprog

#Arrangementer #Tegnsprog

Overvældende interesse for dansk tegnsprog

Onlineundervisning i dansk tegnsprog er en succes! Foto: Danske Døves Landsforbund

9. juni 2020

Det begyndte som et eksperiment og er endt som en stor succes. Tre hold blev på rekordtid fyldt til Danske Døves Landsforbunds online tegnsprogskurser. Interessen er stor, så det ser ud til, at kurserne fortsætter efteråret.

Bag computerskærmene ude i stuerne sidder en masse danskere spændt og klar til at lære dansk tegnsprog. De har tilmeldt sig et gratis tegnsprogskursus, Danske Døves Landsforbund har initieret. Online samles alle deltagere og undervisere og lærer at kaste håndtegn, og en opblomstring, forklarer Brit Holm Andersen, konsulent i DDL.

- Det er så fedt, at deltagerne er motiverede og rigtig gerne vil lære og ikke mindst tør i vores forum at spørge ind til alle mulige emner. Man siger, at man aldrig skal lade en god krise gå til spilde, så med den øgede opmærksomhed på dansk tegnsprog i forbindelse med coronakrisen, så kan vi tydeligt mærke, at der er et momentum, som vi skal udnytte for at udbrede danske tegnsprog så meget som muligt, forklarer hun.

Online undervisning er genialt

På grund af omstændigheder bliver kurset afholdt online. Men det har faktisk vist sig at være en fordel for deltagerne. Og så kan de tilmeldte fra Færøerne også være med.

- Det er genialt, at det er online, og det gør det nemmere og mere fleksibelt at deltage i kurset, forklarer Jonathan på 19 år, der er én af deltagerne. Han arbejder på en specialskole, hvor der går en døv elev. Kurset er en oplagt mulighed til at lære endnu mere tegnsprog.

- Jeg kan allerede flere tegn, men jeg har lært håndalfabet, så nu kan jeg fremover stille flere spørgsmål og tale bedre med eleven. Da jeg så opslaget om kurset på DDL’s facebookside, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle tilmelde mig. Det har været en sjov oplevelse, fortæller Jonathan.

Det samme gælder Mia, der har en søster, der er døv, som opfordrede hende til at tage kurset.

- Nu hvor vi ikke bor sammen længere, er det fedt at få genopfrisket mit tegnsprog og få øvet mig lidt mere.

Og Pia, der har en hørehæmmet datter og døv svigersøn, så hun skal til lære et nyt sprog, som hun forklarer det.

- Jeg er helt grønt på området, så jeg kæmper, for jeg synes, det er lidt svært, men jeg er glad for, at jeg gennem DDL kan lære dansk tegnsprog, så jeg bedre kan tale med min datter og svigersøn.

Lige nu er der tre hold i gang med kurset og med over 70 på ventelisten, ser det ud til, der også bliver oprettet nye hold og åbnet for tilmeldinger til efteråret.

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
close
Søg på dette site