Jurister søges til Døves Retshjælp

#Arrangementer #Projekt #Tegnsprog #Tilgængelighed

8. januar 2020

Er du jurist? Eller jurastuderende? Og behersker du dansk tegnsprog? Og vil du arbejde frivilligt en aften hver eller hver anden måned? Så har vi måske et tilbud til dig.

DDL forbereder at starte et nyt spændende projekt: Døves Retshjælp. Vi vil gerne tilbyde vores medlemmer at de kan få gratis rådgivning hos os i juridiske spørgsmål, for vi ved at der er et stort behov for hjælp indenfor dette område. Hørende borgere kan få gratis rådgivning fra et af de mange retshjælpskontorer rundt i Danmark, og vi vil gerne kunne tilbyde den samme service til døve – på dansk tegnsprog.

I den forbindelse søger vi jurister og jurastuderende der er interesseret i at arbejde frivilligt på vores retshjælp. Vi overvejer at holde åbent en eller to aftener om måneden efter behov, og du vil ikke skulle sidde her alene, da man altid vil være to på vagt samtidigt.

Du vil indgå i et team af og dygtige og dedikerede jurister i Døves Retshjælp, og vi forestiller os som udgangspunkt at Retshjælpen foregår her fra DDL’s kontor i Brohusgade i København. Vi har allerede syv døve og hørehæmmede jurister, som har sagt ja til at arbejde frivilligt i Døves Retshjælp, men vi kan godt bruge et par stykker mere.

Hvis du er interesseret, så skriv til: Helle Skjoldan på hs@ddl.dk.

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
close
Søg på dette site