Jeg er stolt af at være døv og homoseksuel

#DDLinterviewer #Kultur #Tegnsprog #Tilgængelighed

Jeg er stolt af at være døv og homoseksuel

Torsten Guhle er bestyrelsesmedlem i Tegnbuen. Foto: Danske Døves Landsforbund

17. august 2018

I denne uge er der Copenhagen Pride og regnbueflaget vajer overalt. #DDLinterviewer har mødt Torsten Guhle fra DDL’s medlemsforening Tegnbuen (som er en forening for LGBTQIA+* døve) til en snak om at være døv og homoseksuel; hvordan er det egentlig at være dobbeltminoritet, hvilke fordomme er der og kan man få børn, når man er homoseksuel?

Hvorfor er en forening som Tegnbuen vigtig?

- Jo, Tegnbuen er vigtig af mange årsager. Døve er en minoritet. Homoseksuelle er en minoritet. Det vil sige, at vi er dobbeltminoriteter. Vi ved hvordan det er at være med i begge grupper og vi har en identitet i begge grupper. I Tegnbuen ved vores medlemmer, hvad det vil sige at tilhøre begge grupper, og derfor er det så vigtigt, at vi har Tegnbuen. Vi kan spejle os i hinanden. Man er ikke alene. Der er andre, der er som en selv, fortæller Torsten.

Hvor mange medlemmer har I?

- Vi har 35 medlemmer i hele Danmark, men de fleste bor i København. Alle er velkomne, uanset hvor man bor.

Oplever I fordomme?

- Ja, det gør vi. I dag har folk dog heldigvis fået viden om homoseksualitet, så fordommene er blevet færre. Førhen oplevede jeg flere fordomme og meget uvidenhed. Dengang spurgte folk mere om, hvad det vil sige at være homoseksuel, hvordan vi var sammen osv. Men i dag er det lidt anderledes. Måske det også har betydning, at min aldersgruppe er blevet ældre. Nu er der også kommet nye grupper og sket flere ting. Der er også transseksuelle og folk får børn. Det afføder også mange spørgsmål; kan man få børn når man er homoseksuel?! Og det kan man selvfølgelig godt. Så jo, der er stadigvæk fordomme.

Hvad tænker du om det?

- Jeg synes egentlig at det er ok. Så længe folk spørger på en ordentlig måde. Når folk spørger, så er det jo også et tegn på, at de er interesserede og gerne vil vide mere om os.

Oplever I flere fordomme end heteroseksuelle døve?

- Jeg tror at transseksuelle døve oplever flere fordomme. At være transseksuel handler jo også meget om, hvordan man ser ud. Derudover spørger folk også ofte, om vi går meget i byen, og om det er nemt at score. Sådan nogle ting. Jeg tror ikke der er flere fordomme. Det er nok bare nogle andre fordomme. Det er måske nogle andre spørgsmål, end dem man stiller til heteroseksuelle døve.

Hvornår sprang du selv ud?

- Det gjorde jeg da jeg var omkring 18 år. Jeg fortalte det først til min mor og det var meget nemt og naturligt. Inden da vidste jeg godt, at jeg var til mænd, og jeg havde også været sammen med mænd. Men jeg fortalte det først der. Men det er min oplevelse. Nogle har andre oplevelser og kæmper meget. Der er også nogle, der laver en mere blød overgang, og først siger at de er biseksuelle, og så senere springer ’rigtigt ud’. Der er også nogle, der aldrig har haft et behov for at springe ud, da alle vidste det.

Opfatter du dig selv mest som døv eller homoseksuel?

Torsten tænker lidt: - Jeg opfatter først og fremmest mig selv som Torsten – ikke som en person i en bestemt kategori. Jeg er både døv og homoseksuel, og jeg vil ikke sige, at jeg er mere døv end homoseksuel eller omvendt. I døveverden har jeg nok mere rollen som den homoseksuelle Torsten, og i homomiljøet er jeg nok mere den døve Torsten. Jeg er stolt af at være begge dele.

Hvordan håndterer man det at være dobbeltminoritet?

- Vi er en lille gruppe og står stærkt sammen. Vi har også et behov for at komme i døveverden og være sammen med andre døve, afslutter Torsten.

Du kan læse mere om Tegnbuen her. Husk også, at der er tegnsprogstolk til aktiviteter under Copenhagen Pride (link).

(*LGBTQIA+ er en forkortelse. for ”Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender”, som er den internationale fællesbetegnelse for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. Senere er der kommet QIA kommet til, som står for Queer, Interseksuel og Askeksuel og + bliver tilføjet for ikke at udelukke nogen.)

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
close
Søg på dette site