Støt DDL

Døve må ikke blive glemt, når nyhederne går i gult

Danske Døves Landsforbund (DDL) har i dag haft et godt og konstruktivt møde med Styrelsen for Samfundssikkerhed.
21. oktober 2025

Styrelsen for Samfundssikkerhed ligger under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. De beskæftiger sig med rådgivning og kommunikation til myndigheder, virksomheder og borgere om forebyggelse og håndtering af de trusler, samfundet står over for. Dertil varetager vi beredskabsplanlægning og opgaver vedrørende koordination af den nationale krisestyring.

Danske Døves Landsforbund har gennem længere tid forsøgt at gøre ministerier og myndigheder opmærksomme på, at pressemøder, breaking news og informationer, der skal forberede os på en potentiel krise, ikke er tilgængelige for døve på tegnsprog. Vi bliver efterladt i et informationstomrum.

På mødet i dag talte vi bl.a. om, at et kriseberedskab handler om flere ting. Den ene ting er at forberede os danskere på, hvordan vi bedst muligt ruster os selv og hinanden til at klare en eventuel krise. Den anden, og mere komplekse, ting handler om, hvordan vi håndterer det, når krisen er opstået.

Styrelsen for Samfundssikkerhed arbejder på en løsning, hvor tegnsprogstolkning bliver tænkt ind i beredskabsplanlægningen på forhånd. I dag er planlægningen af pressemøder og anden krisekommunikation ofte ret kaotisk, og myndighederne og TV-stationerne arbejder med ultrakorte deadlines, så derfor glipper det med at få tænkt tegnsprogstolkning ind. Styrelsen for Samfundssikkerhed er derfor interesseret i at få udviklet et set-up, hvor de kan henvise ministerier og offentlige myndigheder til en færdig pakkeløsning, hvor der står sikkerhedsclearede tegnsprogstolke klar, hvor lys- og studiefaciliteter er på plads, og hvor myndighederne ikke selv skal tænke på alt det praktiske.

Døvefilm, som vi i DDL har haft et tæt parløb med, for at få løst udfordringerne med adgang til tegnsprogstolkede informationer, er i gang med at udarbejde et forslag til Styrelsen for Samfundssikkerhed. Døvefilm kender os i målgruppen, de har tegnsprogstolkene klar, de kan rykke ud og tilbyde livetolkning, når og hvis det brænder på.

Vi er lidt mere fortrøstningsfulde i dag. Der er ministerier og myndigheder, der har hørt vores opråb, og gerne vil prøve at finde en løsning.