Støt DDL

DNR-møde i Helsinki: Ny nordisk MA-uddannelse og stærkt fællesskab på tværs af de nordiske lande

4. marts 2026
I sidste weekend deltog DDL i DNR – Døves Nordiske Råd – som denne gang blev afholdt i Helsinki. DNR er en årlig netværksweekend, hvor de nordiske døveforbund mødes for at dele viden, erfaringer og inspiration.
 
DDL blev repræsenteret af Stine Bergmann Verhelst og Camilla Abelgren Michaelsen, der begge sidder i DDL’s bestyrelse.
 
På netværksweekenderne gennemgår hvert land sine landsrapporter, og både udfordringer og positive tiltag bliver vendt. Det styrker samarbejdet og giver mulighed for at sparre med hinanden på tværs af landegrænser.

Se Stine Bergmann Verhelst fortælle om netværksweekenden her

Nyhed fra Norge: MA-uddannelse i lederskab for døve

En af de helt store nyheder kom fra Norge.

Det norske døveforbund kunne fortælle, at det nu er lykkedes at etablere en masteruddannelse i lederskab målrettet døve. Uddannelsen åbner for ansøgninger fra hele Norden, og det betyder, at døve med en bacheloruddannelse får mulighed for at tage en MA fra efteråret 2026 – også hvis de tidligere har manglet adgang til videreuddannelse som leder.

Uddannelsen foregår på norsk tegnsprog.

Stor interesse for den danske tegnsprogspakke

I DDL’s landsrapport blev tegnsprogspakken blandt andet fremhævet, som har tiltrukket stor opmærksomhed i Norden.

De andre lande er imponerede over vores danske erfaringer og overvejer nu, om de skal udvikle lignende tiltag. Det bliver spændende at følge, hvordan initiativet spreder sig.

SWOT-analyse af DNR’s fremtid

Lørdagen stod i strategiens tegn, hvor deltagerne arbejdede med en SWOT-analyse af DNR’s arbejde og fremtid. Her drøftede deltagerne organisationens styrker, svagheder, muligheder og trusler – et vigtigt redskab, der skal være med til at sikre et endnu stærkere og mere bæredygtigt nordisk samarbejde.

Besøg af legenden Liisa Kauppinen

En af weekendens store højdepunkter var besøget af Liisa Kauppinen, der er verdenskendt for sit livslange arbejde for døves rettigheder.

I dag er hun 86 år og fortsætter med at inspirere.
Liisa har spillet en central rolle i WFD (Verdensforbundet for Døve) gennem 20 år, både som bestyrelsesmedlem og som formand. Hun var også en del af DNR i imponerende 33 år uden at melde afbud én eneste gang.

Hun var med til at udarbejde FN’s handicapkonvention, som i dag er helt central i kampen for døves rettigheder – også i lyset af Danmarks nuværende udfordringer med at leve op til konventionen.
At høre hendes historier, erfaringer og humor var en stor ære. Hendes positive energi gjorde indtryk på os alle.

Nordisk kulturfestival i Island til sommer

Vi sluttede weekenden med at tale om den nordiske kulturfestival, som afholdes til sommer i Island. Her vil der være foredrag, udstillinger, teater og en lang række andre kulturelle arrangementer. Planlægningen skrider godt frem.