I dag er det International Handicapdag. En dag, der sætter fokus på ligeværd og inklusion. Danske Handicaporganisationer (DH) har denne uge lanceret kampagnen Mød mennesket, som skal nedbryde den usikkerhed, mange oplever i mødet med mennesker med handicap.
En ny undersøgelse viser nemlig, at 8 ud af 10 danskere er usikre på, hvordan de skal møde mennesker med handicap. Det har store konsekvenser:
3 ud af 4 personer med handicap har haft negative oplevelser i mødet med andre.
40 % skjuler eller nedtoner deres handicap for at passe ind.
31 % trækker sig fra fællesskaber, selvom de gerne vil være med.
Budskabet i kampagnen er enkelt:
Hvis du synes, det er svært at møde et handicap, så mød mennesket.
Som døve kender vi til den usikkerhed. Når folk bliver usikre, kan vi blive overset eller mødt på en akavet måde. Derfor bakker DDL op om kampagnen.