Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Fonde, du kan søge

Hvilke fonde kan jeg søge?

Herunder finder du en oversigt over fonde, du kan søge som medlem af Danske Døves Landsforbund. 
Du kan melde dig ind ved at klikke på nedenstående indmeldelsesrude.

JUCHUMFONDEN

Fondation Juchum (Juchumfonden) har adresse i Schweiz, og har igennem mange år støttet Danske Døves Landsforbunds medlemmer med personlige legater, som uddeles gennem forbundet.

Oplysninger om ansøgningsfrister m.m. slås op, når legater skal uddeles.

Vil du gerne have flere oplysninger om fonden kan du skrive til os på ddl@ddl.dk.

Kulturpuljen

Kulturpuljen – for dig, der gerne vil have mere kultur på dansk tegnsprog

August 2023 lancerede Danske Døves Landsforbund en ny pulje – Kulturpuljen – som led i forbundets arbejde med at fremme og understøtte et levende kulturliv på dansk tegnsprog – lokalt, regionalt og nationalt. Oplevelsen skal være kulturbaseret og i så vidt et omfang kunne ligestille døve med hørende i forhold til udbyttet.

Hvem kan søge?
Både enkeltpersoner, kulturaktører og foreninger kan søge. Man skal ikke være medlem af Danske Døves Landsforbund.

Kulturinstitutioner kan søge midler til ekstraordinære kulturarrangementer såfremt disse arrangeres i samarbejde med døve, og der garanteres, at arrangementet gennemføres på sådan en vis, at døves oplevelse af dette ikke er forringet i forhold til hørendes.

Hvad kan der søges til?
Der kan søges om tilskud til:

  • At gennemføre alment tilgængelige kulturelle arrangementer på dansk tegnsprog, herunder workshop, foredrag, filmfremvisninger, podcasts på tegnsprog, visioguides, seminarer, standups, omvisninger og andet, der relaterer sig til kultur.
  • At udenlandske (døve) kulturaktører kommer på turné i landet
  • I særlige tilfælde kan Kulturudvalget bevillige tilskud til større kulturelle arrangementer, der ikke kan realiseres uden økonomisk støtte. Eksempelvis hvis en forening bliver tilbudt at afholde et nationalt eller internationalt arrangement, der kræver noget ekstraordinært.

Man kan søge midler fra kulturpuljen til medfinansiering i ansøgninger, men det skal fremgå af ansøgningen, hvorvidt der også søges om medfinansiering eller ej – og DDL skal ligedeles orienteres, hvis der opnås medfinansiering.

Der gives ikke støtte til:

  • Forplejning
  • Fester
  • Afholdte arrangementer
  • Events, der har et kommercielt sigte (fx overskud til egen forening), kan ikke søge tilskud fra kulturpuljen

Hvordan søges der?
Der er ansøgningsfrist den 15. i hver måned (juli og december undtaget). Ansøgninger sendes til høring hos Danske Døves Landsforbunds kulturudvalg, og man får svar på ens ansøgning den første mandag i den følgende måned. Ansøgninger skal indeholde to PDF-filer af hhv. en motiveret skrivelse (max 0,5 A4-side), der beskriver hvad der søges til, hvorfor netop denne oplevelse og hvordan ovenstående ligestillingsprincip mellem døve og hørende udføres i praksis, samt et skønnet budget (max 1 A4-side). Disse sendes med sikker mail via Danske Døves Landsforbunds hjemmeside. Skriv ”KULTURPULJE” i emnefeltet. 

Der skal indsendes et regnskab samt en mindre evaluering af det gennemførte arrangement til Danske Døves Landsforbund senest tre måneder efter arrangementet er afholdt. Eventuelle uforbrugte midler skal refunderes.

Afslag begrundes ikke.

Hoffmann og Husmans Fond

Danske Døves Landsforbund (DDL) uddeler hvert år legater fra Hoffmann og Husmans Fond. Du kan søge om et legat på op til 10.000 DKK.

Legaterne kan søges af:

  • døve der er økonomisk trængt
  • økonomisk trængte hørende forældre til døve børn.

Kun medlemmer af DDL kan komme i betragtning til legaterne. Du skal være medlem.

Ansøgningsfristen meldes ud efter sommeren.

Ansøgningsprocedure: Print og udfyld det ansøgningsskema og samtykkeerklæring, som vil blive uploadet her på siden når ansøgningstidspunktet nærmer sig, samt vedlæg din seneste årsopgørelse fra SKAT som dokumentation.

Ansøgningsskemaet kan sendes på sikker mail. Vælg Lisa Vogel som modtager. Skriv Hoffmann og Husmans Fond i emnefeltet.

Du kan også sende din ansøgning med post til:

Danske Døves Landsforbund
Brohusgade 17, 4
2200 København N.

Mærk ansøgningen: Hoffmann og Husmans Fond

DDL's Støttefond af 2011

Formålet er at yde støtte til trængende medlemmer af Danske Døves Landsforbund.

Fonden giver støtte til:

  • døve og hørehæmmede i en økonomisk vanskelig situation
  • medlemmer, der er fyldt 67 år, og som er ophørt med at arbejde samt har været medlem af foreninger under landsforbundet i mindst 25 år. Det er dog ikke tale om en permanent legat.
  • tidligere elever af Ellen Nyholm
  • studier i udlandet
  • deltagelse i internationale kongresser, møder, studiebesøg og lignende
  • døvesagens fremme på områder, hvor der ikke er, eller tilstrækkeligt hurtigt kan være, midler til disposition ad anden vej.
  • ferierejser i Danmark.

Der skal ved uddelingerne tages hensyn til de formål, der har været gældende for de tidligere selvstændige fonde/legater. Det betyder, at alle medlemmer (både døve og hørende) kan søge legater, så længe de opfylder kravene til ansøgningsformålet. Årsopgørelse og eventuelt budget skal vedlægges sammen med ansøgningen.

Legatudvalget består af Lars Ahlburg, Bent Brøndum og Inger Nørgård Christensen. Udvalget holder møde tre til fire gange om året, hvor indkomne ansøgninger bliver behandlet.

Ansøgningen sendes via denne formular eller per post til:

Danske Døves Landsforbund
Att.: DDL’s Støttefond
Brohusgade 17, 4. sal
2200 København N

Ansøgningsfristerne er den 1. marts, den 1. juni, den 1. september og den 1. december.

CVR: 11 62 67 34

Døvefonden

Døvefondens formål er at støtte Danske Døves Landsforbunds arbejde samt yde støtte til døve og hørehæmmede. Fonden yder også støtte til grupper af døve og hørehæmmede samt støtte til forsknings- og oplysningsvirksomhed om døve og hørehæmmede.

Alfred Jacobsens Fond

Alfred Jacobsens Fond har til formål at yde støtte til forskning og udvikling af dansk tegnsprog. Fonden administreres af Døvefonden.

Anna og Grethe Ringgård Petersens Fond

Anna og Grethe Ringgård Petersens Fond kan støtte ansøgninger, som er til gunst for døve i Aarhus Kommune eller særlige initiativer for døve i Aarhus Kommune, fortrinsvis efter ansøgning fra Aarhus Døveforening. Derudover gælder Døvefondens liste for støtteværdige og ikke-støtteværdige aktiviteter/projekter. Fonden administreres af Døvefonden.

Jascha Fonden

Jascha Fondens formål er at yde støtte til døve, handicappede børn og unge og deres pårørende.

Jascha Fonden yder støtte til:

  • døve
  • børn og unge med handicap og deres pårørende
  • efterbehandling af psykisk syge
  • forskning i Parkinsons syge, sclerose, muskelsvind og støtte til patienter, der lider af disse sygdomme.

Fondens praksis er, at ansøgningerne indsamles til og med januar måned, hvorefter ansøgningerne vil blive gennemgået og udvalgt.

Scroll to Top