Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.

Vestafrika

Vestafrika

Danske Døves Landsforbunds projektpartnerskab i Vestafrika er et samarbejde med fire døveforbund i de vestafrikanske lande: Mali, Niger, Togo og Elfenbenskysten.

Mali, Niger, Togo og Elfenbenskysten er alle fire lande placeret på den nordvestlige del af det afrikanske kontinent og har tidligere været franske kolonier, der har været selvstændige siden 1960. I dag er det officielle sprog i landende fransk, på trods af at der tales over 25 forskellige afrikanske sprog i de fire lande.  

De fire lande er meget forskellige både demografisk, kulturelt og politisk men har det tilfælles, at de er blandt de fattigste lande i verden. I Niger lever 90 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen, mens tallet for Togo er 60 %, 50 % i Mali og 45 % i Elfenbenskysten. Det betyder, at befolkningen i alle fire lande har svært ved at få nok mad, at få arbejde og basale ydelser så som adgang til sundhedsvæsnet og uddannelse. Mali, Togo, Niger og Elfenbenskysten har også døjet med politiske uroligheder, af forskellige grunde: 

  • I Niger, der er verdens varmeste og tørreste land, har en stærk befolkningstilvækst, manglende naturressourcer sammenkoblet med manglende politisk hjælp ført til flere sultkatastrofer. 
  • Mali har længe været et centrum for handel i den nordvestlige del af det afrikanske kontinent. Men i dag er landet plaget af konflikter mellem regeringen og lokale oprørsgrupper.  
  • Elfenbenskysten har længe været et af de mest fremgangsrige lande på det afrikanske kontinent, men efter et statskup i 1999 har der hersket politisk uro.  
  • I Togo har man siden 1960’erne kæmpet med politisk diktatur, men de seneste år er demokratiske reformer blevet indført og der er blevet afholdt frie valg.  

World Health Organisation (WHO) estimerer at der i de fire lande samlet bor 1.647.103 døve, men kun 2,55 % af de døve anslås at være medlem af en døveforening. Til sammenligning er medlemsprocenten blandt døve i Danmark på 52.5 %. 

Om samarbejdet

Danske Døves Landsforbund har siden 2008 samarbejdet med landsforbundet for døve i Ghana kaldet Ghana National Association of the Deaf (GNAD). Dette samarbejde har været en stor succes, og alle parter i samarbejdet ønsker derfor at byggede videre på de gode erfaringer i nabolandene omkring Ghana. 

Målet med det vestafrikanske projektpartnerskab er at sikre en national anerkendelse af de enkelte landes nationale tegnsprog, en professionel tegnsprogstolkeuddannelse i hvert land, og at etablere et stærkt døvesamfund i de enkelte lande med de nationale landsforbund som kerne. 

Hvad gør vi?

I det vestafrikanske samarbejdsprojekt vil erfaringerne fra samarbejdet med Ghana blive brugt til at styrke de nationale døveforbund i Mali, Elfenbenskysten, Niger og Togo. Det gør vi blandt andet ved at uddanne et korps af døve trainees, som kan gennemføre workshops og supervisere de fire døveforbund i deres arbejde. På den måde sikrer vi at de fire døveforbund bliver fyrtårne for døvesamfundet i de fire vestafrikanske lande.  
 
Erfaringsudveksling og videndeling på tværs af landegrænserne i de fem vestafrikanske lande er også et vigtigt redskab. Noget af dette arbejde gør vi i samarbejde med The West and Central Africa Regional Secretariat, der er en samarbejdsorganisation for døveforbundene i 23 lande i Vest- og Centralafrika, som er organiseret under World Federation of the Deaf  

Resultater - det har vi opnået

Danske Døves Landsforbunds arbejde i Vestafrika er stadig i gang. Resultaterne af vores arbejde i landene vil løbende blive opdateret her på siden. Indtil videre har projektsamarbejdet opnået følgende:  

  • Synlighed og anerkendelse af døveforbundene i de fire partnerlande: Projektet har blandt andet været med til at sikre ansættelse af en tegnsprogstolk på den nationale TV-kanal i Togo. 
  • Projektet har bidraget til at udvide og styrke relationerne mellem døveorganisationerne. I Elfenbenskysten samarbejder døveforbundet med organisationerne for døve studerende og døve kvinder. 
  • Projektets ledertræning har haft en positiv effekt på unge og kvinders aktiviteter, og de deltager nu mere i både de sociale og politiske aktiviteter i deres lokale forbund. 

Kontakt

Stephanie Linder 
20 90 06 60 
sl@ddl.dk

Scroll to Top