Verdens Høredag 2021

#Børn og unge #Politik #Tegnsprog #Tilgængelighed

3. marts 2021

I dag den 3. marts er det Verdens Høredag - og i år er der også fokus på tegnsprog!

Kasper Bergmann er vicepræsident i Døves verdensforbund, WFD, og fortæller her spændende nyt på en dag, der normalt kun fokuserer på hørelsen.

Den 3. marts er verdens høredag, som bliver fejret hvert år verden over. Verdens høredag har som regel stort fokus på hørelse. Men i år er det anderledes; i år er der nemlig også fokus på tegnsprog!

WHO, verdens sundhedsorganisation, er i dag udkommet med en ny rapport, Verdensrapport om Hørelse. Det er første gang at WHO går i dybden med området. Rapporten indeholder forskningsresultater, men også anbefalinger til myndigheder og sundhedsfaglige.

Men først lidt baggrund: i dag har en ud af fem et høretab. I 2050 forventer man at tallet er en ud af fire. En meget stor andel får aldrig tilbud om fx høreapparater, taletræning og tegnsprog. Det er et stort skjult problem.

De seneste fire år har WFD haft mange møder med WHO, læger, audiologer, forskere m.fl. og har kæmpet for at tegnsprog er med i WHO’s rapport - og det er lykkes!

Rapporten siger blandt andet at det er utrolig vigtigt, at man så tidligt som muligt opdager høretab og hurtigt får den fornødne hjælp og støtte. Her skal man ALTID tage udgangspunkt i menneskets behov og tilbyde et bredt spektrum af hjælp.

Der findes mange forskellige typer af høretab og hørenedsættelse. Der findes også mange forskellige typer af mennesker med mange forskellige typer af behov. Tilbuddene skal afspejle samme mangfoldighed; fra taletræning, høreapparater og CI til teleslynge, undertekster, tegnsprog og tegnsprogstolkning.

Rapporten siger endvidere, at den største grund til at mennesker med høretab oplever problemer er kommunikationen. Derfor er det vigtigt med adgang til tegnsprog, tegnsprogstolkning, undertekster osv.

Endelig siger rapporten, at det er vigtigt at regeringer og myndigheder arbejder tæt sammen med døve og døveorganisationer, hvis de ønsker at løse problemerne på området.

Rapporten er et godt værktøj for WFD og for de enkelte lande. Herunder selvfølgelig Danmark og os i DDL. Rapporten kan bruges til at skabe mere opmærksomhed på området og til at kæmpe for døves rettigheder og adgang til tegnsprog for et mere ligestillet samfund.

Glædelig verdens høredag!

Hvis du vil læse rapporten, så finder du den her.

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
close
Søg på dette site