I sommer deltog Danske Døves Landsforbund (DDL) sammen med 43 frivillige på Roskilde Festival, og stod i boden med Hansens (dem med isen, du ved) og langede milkshakes over disken til tørstige og lækkersultne festivalgæster. Døvebladet har mødt Asta Gøttsche og Jensigne Jensen for at tale med dem om deres – ifølge dem selv – uforglemmelige oplevelse som frivillige på festivalen.
Der er ikke så meget festivalstemning over vejret i dag, hvor vi mødes; det er koldt og blæser for et godt ord. Det forhindrer dog ikke minderne om årets Roskilde Festival i at træde tydeligt frem i hukommelsen.
Det er første gang, Asta og Jensigne har været frivillige, så hvorfor melde sig som frivillige nu?
”Jeg meldte mig, fordi jeg gerne ville deltage i nogle aktiviteter. Jeg er flyttet fra Kalundborg til Brøndby for ikke så længe siden og ville gerne ud at opleve noget. Min veninde spurgte, om ikke jeg ville med som frivillig. Jeg tænkte: Ja, hvorfor ikke?” siger Jensigne med et smil.
”Jeg meldte mig nok især, fordi det er frivilligt arbejde, som handler om at vise os døve for den hørende verden. Vise, at vi også er her – vise, hvem vi er, og at man ikke skal være bange for os,” siger Asta.
Jeg meldte mig nok især, fordi det er frivilligt arbejde, som handler om at vise os døve for den hørende verden.
Jensigne nikker: ”Ja, enig. Mange har måske aldrig mødt døve før. Vi skal vise dem, at vi kan. Vi er ligeværdige. Vi lærer dem lidt tegnsprog, og de opdager, at vi kan kommunikere. Det, synes jeg, er fedt!”
En udfordring
Asta og Jensigne er begge døve. Og på sin vis er de begge vant til at færdes i den hørende verden. Alligevel var det noget helt andet at skulle med på Roskilde Festival og have direkte kontakt med hørende; tage imod deres bestillinger og samtidig lære dem, hvordan de siger, hvad de vil have på dansk tegnsprog.
Asta fortæller: ”Jeg har jo selv CI (cochlear implantat, red.). Jeg taler tegnsprog med min kæreste og mine venner, men på arbejde har jeg altid CI på og taler dansk med mine hørende kollegaer og har tegnsprogstolk med. Jeg havde givet mig selv en lille udfordring på Roskilde Festival. Jeg ville tage mine CI’er af og være døv hele tiden.”
Asta ser både spændt og nervøs ud, da hun fortæller: ”Jeg skulle selv lige vænne mig til at tale tegnsprog hele tiden. Normalt hører jeg jo, hvad folk siger. Men det var en virkelig fed udfordring. At være døv en hel uge. Jeg lærte vildt meget om mig selv og min egen døveidentitet. Det var virkelig fedt at kunne udfordre mig selv via frivilligt arbejde.”
Så det var en succes at være døv? Det er mig, der spørger med et drilsk smil. Asta griner: ”Det var en kæmpe succes!”
En eller to med vanilje?
Arbejdet i milkshakeboden foregik sådan, at festivalgæsterne skulle bestille deres milkshakes på dansk tegnsprog. Der var lavet en plakat til formålet, hvor man kunne se de forskellige milkshakes og samtidig se, hvordan man siger dem på dansk tegnsprog. Der var desuden en tegnsprogstolk i boden, hvis der blev brug for assistance.
”De fleste var meget positive og prøvede bare, så godt de kunne. Nogle havde ikke lyst, og de kunne så bruge tegnsprogstolken. Men de fleste syntes, det var sjovt,” mindes Jensigne.
”Der var også mange, som kom og bare talte uden at have opdaget præmissen. Vent lige – vi er døve, og så kunne man pege ned på skiltet med milkshakes på tegnsprog,” ler Asta.
En del festivalgæster var tilsyneladende lidt forvirrede over tegnet for vanilje: et V-tegn, hvor man bevæger hånden fra side til side. ”Mange troede, det betød to. Så hvis jeg sagde ’en vanilje’, troede de, jeg sagde to, og blev ved at afbryde og sige ’kun én’. Ja, jeg har forstået det, men det er sådan, man siger vanilje!” griner Asta og tager sig til hovedet.
I ventetiden, når milkshakene blev lavet, oplevede de også, at mange festivalgæster stod og prøvede at få øjenkontakt, imens de sagde tegn: ”Det er mig, der er vanilje!” eller ”Det er mig, der har bestilt chokolade!”
Festivalgæsterne har jo også fået en oplevelse med at lære dansk tegnsprog og kommunikere med os på måder, de ikke er vant til.
Det var rigtig fedt at opleve, synes de begge.
”Jeg har fået en oplevelse – men jeg har også givet en oplevelse; festivalgæsterne har jo også fået en oplevelse med at lære dansk tegnsprog og kommunikere med os på måder, de ikke er vant til,” siger Asta.
Det var i øvrigt gode milkshakes, der blev lavet: ”Jeg har prøvet at lave dem selv, efter jeg kom hjem – nu kender jeg jo den hemmelige opskrift. De er så gode!” siger Asta.
”Ja, jeg har også lavet dem til mine børn mange gange siden – de elsker dem!” ler Jensigne.
Pauser, musik og fællesskab
Der var lavet en vagtplan, så de mange frivillige kunne tage over efter hinanden og sørge for, at der blev holdt pauser. Der var et særligt område for alle frivillige på festivalen, hvor man kunne slappe af, få ladet sin telefon op og selv komme til kræfter. Og det var nødvendigt.
”Jeg har Ushers syndrom og er døvblind,” siger Jensigne. ”Der var mange mennesker. Altså, virkelig mange mennesker! Jeg tog min hvide stok frem for ligesom at beskytte mig selv, og folk tog virkelig meget hensyn. Det har jeg aldrig oplevet på den måde før,” fortæller hun og ser overrasket ud.
Og nu ser jeg også overrasket ud. Oplever du ikke normalt, at folk tager hensyn, når du går med stokken?
”Nej, det er desværre normalt, at folk går ind i mig alligevel og ikke tager hensyn. Men på Roskilde Festival var det helt anderledes. Det betyder rigtig meget for mig. Selvom det var mørkt, og folk var fulde, så gik det bare så godt.”
Asta siger: ”Det er rigtigt. Første gang vi skulle ind på festivalpladsen, kan jeg huske, at vi gik arm i arm. Men folk flyttede sig uden problemer, og alt var fint.”
Foruden mange mennesker var der selvfølgelig også musik. Til udvalgte koncerter var der endda tegnsprogstolk. Det var noget, som især Jensigne benyttede sig af:
”Det var så fedt at se koncerter med tegnsprogstolk. Virkelig fedt!”
”Jeg så faktisk ikke musik, fordi jeg syntes, det var så fedt med arbejdet,” griner Asta nærmest undskyldende.
Nye venskaber og hjælpsomhed
Og netop det at gide arbejdet er ifølge Asta helt essentielt, når man arbejder frivilligt.
”Frivilligt arbejde er fedt. Det er også hårdt. Men samtidig er det ikke så hårdt, hvis du virkelig gider det. Det er noget, du skal ville. Du kan ikke være frivillig, hvis du ikke gider selve arbejdet,” siger hun og uddyber:
”Den løn, du modtager, kan ikke gøres op i kroner og ører. Jeg har fået nye venner. Mødt mennesker, jeg aldrig har mødt før, selvom vi alle deler dansk tegnsprog. Der var stor aldersforskel i gruppen af frivillige, og der var endda en familie med tre generationer; datter, mor og mormor. Det var så fedt med sådan en blandet gruppe af frivillige.”
”Der var også døve med fra andre lande,” supplerer Jensigne.
Jeg har fået nye venner. Mødt mennesker, jeg aldrig har mødt før, selvom vi alle deler dansk tegnsprog.
”Ja, det var fedt med internationale frivillige også. Så lærte jeg også nye måder at kommunikere på – jeg har aldrig lært internationale tegn. Og en lille sjov historie: Der var to franske døve med, og vi opdagede, at vi skulle rejse samme sted hen på ferie. Så dem mødtes jeg med igen senere på sommeren sammen med to af mine veninder. En helt ny verden åbnede sig for mig med det frivillige arbejde,” fortæller Asta.
De frivillige overnattede i telt på festivalpladsen som alle andre. Her var alle de frivillige også samlet, og det gav et unikt fællesskab. ”Alle talte tegnsprog, og vi var så gode til at hygge os og hjælpe hinanden,” fortæller Asta.
En dag på festivalen var det voldsomt regnvejr, og Jensignes telt blev oversvømmet. ”Jeg fik uden problemer hjælp af et par af de andre, som hjalp mig med at få købt et nyt telt og sat op igen,” smiler hun.
En dør er åbnet
Asta og Jensigne har efter alt at dømme haft en rigtig god festival som frivillige.
Kunne I have lyst til at lave mere frivilligt arbejde fremover?
”JA!” siger de nærmest i kor.
”Jeg har overvejet det før, men det handler også meget om at have overskud. Jeg er lige blevet færdig med mine studier. Nu har jeg faktisk overskud og lyst. Og jeg må bare sige, at når man kan komme ud og lave frivilligt arbejde og samtidig være med til at nedbryde fordomme om døve og vise, hvem vi er, så er det endnu mere nemt at sige ja,” synes Asta.
Jensigne er enig: ”Jeg kunne bestemt godt finde på at sige ja igen. Især til Roskilde Festival, hvis det kommer til at ske igen. Det var sådan en fed oplevelse.”
For nu håber Asta og Jensigne, at de mange festivalgæster, der var forbi for at købe milkshakes, deler deres gode oplevelser, så det kan sprede sig som ringe i vandet: ”Så flere og flere kan få øjnene op for, at vi døve ikke er farlige, og at det slet ikke er så svært at kommunikere med os, som de måske tror,” afslutter Asta.
Fakta
Den 28. juni til den 5. juli blev der afholdt Roskilde Festival. Et samarbejde mellem festivalen og DDL betød, at vi sammen med de mange frivillige kunne tage ansvar for at sælge milkshakes hos Hansens. Det resulterede i, at 43 frivillige i alderen 18 til 64 år stod klar de dage, festivalen blev afholdt.
De frivilliges arbejde bestod i alt fra at tage imod ordrer, undervise i/opmuntre festivalgæsterne til at tale tegnsprog, lave milkshakes, rydde op, gøre rent, sørge for fællesaktiviteter, mediearbejde, indkøbe fællesmorgenmad, holde styr på lagre med mere.
Mange medier omtalte milkshakebaren, hvor nogle festivalgæster fortalte, at det var en af de bedste oplevelser på årets festival.
Julie Fabricius Faustrup var projektkoordinator på samarbejdet. Hun fortæller:
”Sammenholdet og medmenneskeligheden blandt både vores egne frivillige og de andre frivillige foreninger var helt unik. De frivillige har knoklet og gjort det virkelig godt. I vores backstageområde til afslapning havde vi nærmest ingenting, men i løbet af ugen kunne vi pludselig gøre os mere komfortable med lånte festivalborde, bænke, telte, tæpper samt belysning venligt udlånt og tilbudt af de andre foreninger og frivillige. Der var også stor hjælpsomhed, hvis nogen pludselig manglede mælk; så kunne vi give dem lidt fra vores lager. Og hvis vi stod og manglede handsker, så stod der andre klar til at hjælpe. Det var fantastisk at opleve. En stor tak til alle de frivillige og andre frivillige organisationer.”