Da Claus Staunstrup Nilsson søgte jobbet som direktør i DDL, vidste han meget lidt om døve og dansk tegnsprog.
Den 1. oktober startede han et nyt job.
Nu ser han tilbage på næsten seks år hos DDL med nye erfaringer, stærke oplevelser og et fællesskab, der har gjort et stort indtryk.
Da Claus søgte stillingen som direktør i DDL, vidste han ikke ret meget om døve og dansk tegnsprog.
“Jeg vidste, at tegnsprog eksisterer, men jeg lavede alle de klokkeklare og helt gængse fejl. Fx at tro at tegnsprog er det samme verden over.”
Det var især nysgerrigheden, der trak.
“Jeg var supernysgerrig, da stillingen blev slået op. Jeg synes, det er et sprogligt og kulturelt mindretal i Danmark, som trænger til at få mere fokus.”
Selv i dag beskriver han mødet med døveverdenen som en læreproces.
“Jeg havde heldigvis en virkelig dygtig underviser, som forklarede mig både om kultur og sprog.”
Interessen for området handlede dog ikke kun om nysgerrighed.
Det må simpelthen være en menneskerettighed at blive mødt på sit eget sprog
Noget af det, der fik Claus til at søge jobbet, var hans undren over tegnsprogets manglende synlighed i Danmark.
“Jeg boede i en periode i USA, og til alt fra demonstrationer til koncerter og nyhedsstationer var der tegnsprogstolk. I Danmark var der en kæmpe mangel på tegnsprogstolkning.”
Han oplevede døve som en gruppe, der ofte var usynlig i samfundet.
“Det kan ikke være rigtigt. Det må simpelthen være en menneskerettighed at blive mødt på sit eget sprog, hvis det er et anerkendt sprog i Danmark.”
Menneskerettighedsperspektivet blev ikke kun en del af hans begrundelse for at søge jobbet. Det kom også til at præge hans arbejde som direktør.
“At få DDL gjort til også en menneskerettighedsorganisation var noget af det første, jeg havde med på et af mine første HB-møder.”
For Claus har det været vigtigt at holde fast i både handicap- og menneskerettighedsperspektivet, uden at organisationen mistede sit udgangspunkt som medlemsorganisation for døve.
Coronaperioden bekræftede kun det indtryk.
“Det kunne heller ikke være rigtigt, at Sundhedsstyrelsens vejledninger fandtes på 14 forskellige sprog, blandt andet kirgisisk, men ikke på tegnsprog.”
Direktøren i kulissen
Da Claus begyndte i DDL, blev han næsten med det samme kastet ud i coronanedlukningen.
“Jeg havde virkelig ikke været mange dage i stolen, før der kom ekstremt hårde nedlukninger.”
Mens resten af samfundet kæmpede med restriktionerne, handlede det for DDL om at sikre adgang til information.
“Der var én opgave, der skulle løses, og det var, at døve skulle have lige adgang til information om corona.”
Når han skal forklare, hvad en direktør egentlig laver, griber han til en metafor:
“Man kan se en direktør som dirigenten i orkestergraven i teatret, hvor landsforpersonen og bestyrelsen står på scenen. Det er dem, der bliver klappet af og dem man kan se.”
“Nede i orkestergraven står direktøren og siger, at nu skal der skrues lidt op for trommerne og lidt ned for piberne i den anden ende.”
Senere fortsætter han billedet:
“Jeg får alle brikkerne fra medarbejderne. Jeg får at vide fra hovedbestyrelsen, hvilket motiv der skal være, og så skal jeg prøve at samle puslespillet.”
Men direktørrollen handler ikke kun om at få tingene til at lykkes.
Claus peger på, at ledelse også indebærer at træffe svære beslutninger og stå på mål for dem.
“Man skal bevare et overblik og en kølighed, også i en meget omskiftelig verden. En verden, hvor man også nogle gange skal stå på mål for de svære beslutninger.”
Han fremhæver blandt andet perioden, hvor DDL mistede en vigtig statslig bevilling gennem SSA-puljen og måtte tage afsked med dygtige medarbejdere.
“Det er altid hæsligt at sige farvel til medarbejdere.”
Oplevelserne han tager med sig
Når Claus ser tilbage på sine seks år, er det særligt spændvidden i arbejdet, han fremhæver.
Den ene dag kunne handle om økonomi og drift, den næste om internationale møder eller døves rettigheder i Danmark”
Det er den brede pensel, man maler med.”
Blandt de oplevelser, der står klarest, er Verdenskongressen i Korea.
“Det var overvældende at se 5-6.000 mennesker på alverdens tegnsprog samlet ét sted.”
Han husker også den varme modtagelse.
“Ligegyldigt hvilket land folk kom fra, kunne de lynhurtigt se, at jeg var hørende. Men der var stadig et møde mellem mennesker.”
Endnu stærkere står et besøg på en kostskole for døve børn i Ghana. Han nævner besøget som en af de oplevelser, der har gjort størst indtryk på ham gennem årene.
“Nogle af børnene havde måske først fået et tegnsprog som 11-12-årige.”
Han bliver stadig berørt, når han fortæller om besøget.
“At mærke den intensitet, der var i det lokale. Den der: Wow, jeg er en del af noget. Et fællesskab. Noget, jeg kan være i.”
“Jeg bliver helt grebet af det nu. Jeg syntes simpelthen, det var så overvældende.”
Hvad seks år i DDL har lært ham
Claus fortæller, at årene i DDL især har lært ham noget om kommunikation.
“Jeg har lært, at kommunikation kan være utrolig svært.”
Han har også lært noget om sig selv.
“Jeg har nok lært, at hvis jeg ikke bliver forstået i første hug, så er det også okay.”
Noget af det vigtigste er dog erkendelsen af, at fællesskab går begge veje.
“Jeg har haft en helt fantastisk gruppe medarbejdere, som både har været nysgerrige, men også har været parate til at passe på mig, selvom det egentlig er mit job at passe på dem.”
Han beskriver det som en særlig tillid, der er vokset frem gennem årene.
“Den form for tillid og den form for omtanke kommer jo ikke ud af det blå. Så et eller andet må jeg jo have gjort rigtigt i løbet af de seks år.”
Et nyt kapitel
For Claus venter der et nyt kapitel. Fra 1. oktober tiltræder han som chef i Inges Kattehjem efter knap seks år som direktør i DDL.
Skiftet er ikke udtryk for, at han forlader DDL for at prøve noget helt nyt. Tværtimod vender han tilbage til et område, han tidligere har beskæftiget sig med.
“Jeg har tidligere arbejdet med dyrevelfærd. Det var bare med aber, nu er det med katte.”
Han glæder sig til igen at arbejde med dyrevelfærd og dyrevelfærdspolitik, som han har beskæftiget sig med tidligere i sin karriere.
“Så det er ikke et helt nyt område, jeg skal tilbage til, og det er selvfølgelig noget, jeg glæder mig til at arbejde med igen.”
Samtidig understreger han, at beslutningen ikke har været let.
“Det er også med vemod.”
Inden han giver stafetten videre, har han dog ét råd til sin efterfølger.
“Man skal skynde sig langsomt.”
For den kommende direktør handler det om at forstå organisationen, kulturen og medarbejderne.
“De er simpelthen nervesystemet i DDL.”
Når Claus ser tilbage på sine knap seks år i DDL, er det især én erkendelse, han tager med sig:
“Vi kan alle sammen godt navigere i grupper, som vi ikke er født ind i, hvis vi har en nysgerrighed.”
Det var den samme nysgerrighed, der fik ham til at søge jobbet i sin tid. Og det er også den, han tager med sig videre i næste kapitel.


