Den 1. juni går Lise Lotte Kjær på pension efter 25 år som præst i Døves Kirke på Frederiksberg. I alle årerne har Lise Lotte insisteret på at tale dansk tegnsprog, selvom det ikke er hendes modersmål. Døvebladet har talt med Lise Lotte om sprog, holdninger, magt og inspiration.
Lise Lotte tager imod på hendes kontor i Døves Kirke. For et par dage siden holdt hun afskedsgudstjeneste. ”Er du landet ovenpå i søndags,” spørger jeg. ”Nej! Overhovedet ikke,” griner Lise Lotte og bliver mere alvorlig: ”Det var meget overvældende og uventet,” siger hun og henviser til de mange fremmødte. Kirken var stuvende fyldt, og der var også mennesker i både menighedshuset og i de to opsatte telte i haven, hvor man kunne se gudstjenesten på storskærme. At Lise Lotte er en præst og et menneske, der har betydet – og betyder – meget for mange mennesker, er der ingen tvivl om.
Præst for livet
At være præst er noget, man er for livet, som Lise Lotte selv formulerer det. ”Men jeg har valgt at stoppe nu, mens legen er god. Det ville være ærgerligt, hvis jeg blev ved, og folk begyndte at tænke: Hvad er nu det for noget?!” Jeg synes, det er bedst at stoppe nu, hvor jeg føler, det går godt.”
Lise Lotte blev ansat i Døves Kirke i 2000 og havde før det arbejdet som præst i en almindelig folkekirke i ni år. Da hun startede som døvepræst, skulle hun først gennemføre første år – det såkaldte basisår – på tegnsprogstolkeuddannelsen for at lære dansk tegnsprog samt en kirkelig uddannelse. Igennem alle årerne er Lise Lotte fortsat med at få supplerende undervisning og har insisteret på at tale dansk tegnsprog, selvom det ikke altid falder hende let.
Hvorfor denne insisteren på dansk tegnsprog?
”Hvis man møder et menneske og ikke gider det menneskes sprog, så gider man jo ikke personen. Så signalerer man lidt, at man faktisk er ligeglad med den person. Sproget er nerven og det vigtigste i vores identitet. Hvis jeg ville tale mit eget modersmål, som er dansk, så ville jeg også på en måde bruge magt. Så vil jeg sige: Jamen, det er mit sprog. Der er det bedste, og dansk tegnsprog er nummer to. Og sådan kan jeg ikke være i verden,” siger Lise Lotte: ”Det er helt basalt at møde hinanden med respekt. Og når man vælger et andet sprog for at komme i øjenhøjde, så giver man også afkald på magten. Man spejler en holdning.”
Hvis man møder et menneske og ikke gider det menneskes sprog, så gider man jo ikke personen. Så signalerer man lidt, at man faktisk er ligeglad med den person.
Lise Lotte fortæller om hendes tid på tolkeuddannelsen og mindes en, som spurgte holdet af studerende, hvad det vigtigste er for døve i mødet med andre mennesker; at vedkommende har en døv familie? Niveauet af tegnsprog? Personens holdning?
”Det var jo holdningen, der var svaret. Hvis man taler helt perfekt tegnsprog, men har en nedladende holdning, så hjælper det jo ikke noget. Så er det bedre, at man har en ordentlig holdning,” siger Lise Lotte.
At have en holdning kan dog også nogle gange være nemt. Det svære er at vise ens holdning med handling. Men det har Lise Lotte netop gjort ved at insistere på at tale dansk tegnsprog, så godt hun kan. ”Jeg er hørende, og jeg skal være ærlig og ordentlig med mig selv, og den jeg er. Og det betyder også at tale dansk tegnsprog,” siger Lise Lotte.
Sorgens mange ansigter
Hvad har været din største oplevelse som døvepræst?
”Overordnet vil jeg sige, at det har været Tegnbibel. Den er nummer et, fordi resten kommer derfra. Tegnbibel har betydet, at man kan holde gudstjeneste og afholde kirkelige handlinger på dansk tegnsprog. Det er ikke præsten, der står og finder på tegn. Formuleringerne er kongeligt autoriseret. Hvis ikke vi havde Tegnbibel, så var resten på en måde håbløst. Det hænger jo også sammen med min egen teologi og min egen holdning.”
Lise Lotte fortæller om oversættelsens udfordringer – både den teoretiske og den praktiske – som betyder meget i hendes arbejde. I fagtermer bruger hun ordet at arbejde ud fra en hermeneutisk tilgang: ”Det betyder, at man møder hinanden seriøst. Når man møder et menneske, så møder man også en fortælling, som kan udfolde sig. Hvis man altså bruger sin empati og åbenhed og møder det menneske med respekt.”
En anden ting, som har stor betydning i Lise Lottes arbejde som døvepræst, er sorgen.
”Det er nok det, man kan kalde mit hjertebarn: sorgen i meget bred betydning. Jeg har haft en vigtig opgave med at få åbnet op for at turde at tale om sorg. Om det at miste. Om døden. Men også mange andre små og store sorger, man har haft i sit liv. Det kan også være sorgfuldt at tale et sprog, som er truet,” siger Lise Lotte og henviser til dansk tegnsprog.
”Jeg har brugt meget energi på sorgen. Helt konkret hvis et menneske er død så at få åbnet op for at kunne snakke om følelser og tanker. Det har jeg set som noget meget vigtigt. Det har ligget mig meget på sinde, hele det område.”
Lise Lotte holder en pause. Så bryder hun ud i et stort smil og siger:
”Det har jo også været sjovt at være døvepræst, fordi jeg har fået mulighed for at prøve så mange ting – og der har altid været opbakning. Jeg har altid været meget direkte og spurgt: Er det her tåbeligt, eller kan man det? Og har så også fået direkte svar. Og sådan har jeg også lært folk og døvesamfundet at kende og har udviklet en stærk fornemmelse for, hvad man kan og ikke kan.”
Det er nok det, man kan kalde mit hjertebarn: sorgen i meget bred betydning. Jeg har haft en vigtig opgave med at få åbnet op for at turde at tale om sorg.
Lise Lotte nævner gudstjenesten som en ramme, der skaber tryghed gennem ritualet. ”Der er noget, man kan genkende, og det er også kommet med Tegnbibel. Og det har åbnet for mange ting og muligheder i den ramme. Det er blevet vores gudstjeneste, hvor døves tanker, følelser og idéer får en plads. Det har været meget vigtigt for mig.”
I gudstjenesterne har døves egne fortællinger ofte indgået. Både som konkrete fortællinger, men også indirekte via Lise Lottes samtaler med døve. Den vigtige dialog – for netop at finde ud af, hvad der er vigtigt. ”Hvad vi beder til Gud om, skal ikke komme fra mig som præst alene. Det skal komme fra døve også. Døves Kirke er vores kirke.”
Lise Lotte er meget inspireret af den døve tyske teolog, professor Dr. Sabine Fries og den norske teolog, domprovst i Tromsø, Stig Lægdene til at praktisere det, der hedder teologi nedefra.
”Det betyder, at du skal være i kontakt med virkeligheden. Du skal vide og være nysgerrig på, hvad folk går rundt og tænker over. Og du skal deltage aktivt i virkeligheden – også den udenfor kirken. Det er Sabine, som siger, at det er vigtigt, at man skal være med. For på den måde, så kan man skaffe sig den livgivende viden om, hvad der rører sig, og hvad der sker. Giver det mening?” spørger Lise Lotte.
Og ja, det giver bestemt mening. En af de ting, som ofte bliver fremhævet, er Lise Lottes og Døves Kirkes evne til at være i øjenhøjde og tiltrække mange forskellige mennesker – inklusive dem, som måske ikke er med i andre døvefællesskaber.
Fjumreår forude
Den 1. juni går Lise Lotte på pension efter 25 år i Døves Kirke.
Hvad skal du så lave?
”Altså, jeg skal faktisk have et fjumreår,” griner Lise Lotte. Men hun mener det alvorligt.
”Mit arbejde fylder rigtig meget. Og især de sidste tre år har jeg været nødt til at skære i mange andre ting i forhold til mine private relationer: venner og familie og mine interesser med bøger og kunst. Så nu skal jeg bare leve og nyde livet. Jeg skal læse og strikke og være sammen med mine tre børnebørn,” smiler Lise Lotte.
”Jeg slipper mit embede. Men jeg slipper ikke mit tegnsprog,” afslutter Lise Lotte.