Hvem er Sarah Wivel? Se hende fortælle i videoen her.
Da jeg som barn fik hørelse efter de relativt nyindførte cochleaimplantat-operationer, blev det fejret som en mirakuløs solstrålehistorie. Tænk, at jeg fik hørelse og lydsproglige færdigheder! Den samme reaktion opstår i mødet med nye mennesker. Hvor fantastisk en opfindelse det er.
Denne opfattelse kan muligvis have dybere rødder end blot en moderne teknologifascination. Måske bunder den i en næsten 2000 år gammel opfattelse af handicap og mirakuløse helbredelser. I Markusevangeliet kapitel 7, vers 31-37 beskrives det, at Jesus helbredte en døv og stum mand ved at stikke fingrene ind i hans ører og røre ved hans tunge. I vers 37 står der: “Og de var overvældede af forundring og sagde: Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale”.
Forundringen er stadig den samme, som jeg møder, hvilket jeg sagtens kan forstå og ikke ser onde intentioner i.
I artiklen “De blinde skal se: Om handicap i Bibelen” hos Bibelselskabet står der, at handicap kan have været anset som en straf fra Gud. Det mener Gitte Buch-Hansen, som er lektor ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, som citeres i artiklen. Hun refererer til Johannesevangeliet kapitel 9, vers 2: “Hans disciple spurgte ham: Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?”
Døvhed og handicap generelt betragtes nærmest som en moralsk defekt, man skal frelses fra.
Den modsatte pointe kan anspores i den Oscar-vindende film ”Sound of Metal” af Darius Marder. Filmen handler om en trommeslager, som lider af misbrug, og som pludselig mister hørelsen. Han havner på et hjem for døve misbrugere. Her lærer han amerikansk tegnsprog og møder en mentor, som opfordrer ham til at blive i stilheden og til ikke at “fikse” sin hørelse med cochleaimplantater. Mentoren siger noget i retning af: “Disse stille øjeblikke, dette sted, det er Guds rige.” Jeg kan selv på egen krop mærke, hvad han mener.
Døvhed og handicap generelt betragtes nærmest som en moralsk defekt, man skal frelses fra.
Da jeg var fire eller fem år gammel, husker jeg et øjeblik, hvor jeg gik med min far i hånden over gaden. Jeg så op mod himmelen på skyerne. Jeg husker at forestille mig Gud som en mand med langt hvidt skæg, som sad deroppe. Jeg husker at rette spørgsmålet op mod himmelen: “Hvorfor var det lige mig, der skulle være døv, og ikke min storesøster?” Min far svarede til min store skuffelse: “Jamen, vi har alle noget. Din søster bliver jo køresyg.” Det var jo ikke helt det samme.
Kristendommen, tror jeg, har haft en betydning for, hvordan vi som samfund anser døvhed. På den anden side, selvom jeg også er glad for at have cochleaimplantater (CI), har jeg også altid følt, at når jeg tog mine CI’er af, kunne jeg høre lyden af uendeligheden og universet. På den måde ser jeg ikke min døvhed som en synd, jeg skal frelses fra, men som en dyb gave.
Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.