Det logiske, oplagte og retfærdige svar er JA. Det lidt mere komplekse svar er NEJ - ikke altid, ikke alle børn, og ikke uden kamp. I artiklen om Odin, som er hørende med dyspraksi (talevanskeligheder, red.), bliver det tydeligt, hvor absurd og komplekst det svar er. Artiklen fortæller om Odins forældre, som står i en evig kamp for at sikre Odin retten til dansk tegnsprog.
I lederen skriver Anne Vikkelsø, at der bag mottoet “Ret til tegnsprog – hele livet” ligger et dybtfølt ønske om at sikre menneskers adgang til verden, men at det er vanskeligt for børn, som taler tegnsprog. Danmarks syn på tegnsprog samt en manglede kvalificeret viden om tegnsprog i den tidlige indsats til familien har alvorlige konsekvenser for barnet og dets omsorgspersoner. Det er ikke rimeligt, og derfor arbejder vi i Danske Døves Landsforbund (DDL) målrettet med at sikre en tidlig, let og ubesværet adgang til at lære tegnsprog. Vi skal ikke længere end 30 år tilbage, før det faktisk var tilfældet i Danmark. Men noget har ændret sig.
Danmarks syn på tegnsprog gennem tiden
Historisk set har synet på og holdningen til tegnsprog ændret sig. I 1800-tallet grundlagde Peter Atke Castberg den moderne døveundervisning i Danmark, hvor børn blev samlet i døveskoler og på den måde fik adgang til undervisning og viden. Det ændrede markant synet på tegnsprog og banede vej for gode jobmuligheder for døve.
Milanokongressen i 1880 satte en brat opbremsning for den positive holdning til tegnsprog. På denne skelsættende historiske kongres vedtog man en resolution, der bestemte, at døve børn skulle undervises efter den orale metode. Altså undervisning på lydsprog i stedet for tegnsprog. Dermed led tegnsproget og tegnsprogtalende i mange år under et negativt og undertrykkende syn på tegnsprog.
I praksis betyder det, at flere kommuner enten afviser eller sætter spørgsmålstegn ved forældrenes ønske om tegnsprogskurser, familiestøtte i en tegnsproget familie eller lignende.
I 1980’erne var en stærk modbølge opstået, som resulterede i, at synet på tegnsprog langsomt ændrede sig. I den periode fik vi blandt udgivet publikationer om forskning i dansk tegnsprog, etableret en tegnsprogtolkeuddannelse og oprettet forsøgsklasser på døveskolerne, som tilbød kvalificeret to-sproget undervisning i tegnsprog og skriftligt dansk.
Og ikke mindst blev det en naturlighed for kommunerne at stille en “tegnsprogspakke” til rådighed for dem, som blev forældre til et døvt barn. Denne tegnsprogspakke indeholdt en bred, individuel og nuanceret vifte af indsatser, såsom tegnsprogskurser til forældre og pårørende, taletræning, høreapperater, adgang til tegnsprogede institutioner og fællesskaber og tæt samarbejde med PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i kommunen, som undersøger og vurderer, om børn har behov for støtte, red.).
En teknologisk revolution
I 1993 blev det muligt at operere børn i Danmark med cochleaimplantater (CI). Denne teknik åbnede op for, at døve, der ikke tidligere havde fået adgang til lyd via høreapparater, nu også fik adgang til lyd. Det var en teknologisk revolution.
Denne revolution betød, at fokus igen blev rettet mod den orale metode, og synet på tegnsprog ændredes fra at være et naturlig tilbud til døve børn til at blive sidste nødløsning, hvis alt andet fejlede. Og sådan er det stadig. Forældre bliver frarådet at tale tegnsprog med deres døve børn.
Tegnsprog forsvinder som naturligt tilbud
Den sprogideologi, med forståelsen af at lydsprog udgør hovedindsatsen til døve børn, blev indskrevet i Sundhedsstyrelsens retningslinjer i 2012 og Socialstyrelsens forløbsbeskrivelse i 2015. Dermed bliver benspændet for Odin og andre tegnsprogede børn kraftigt forstærket. Danmark går fra en bred, individuel og nuanceret indsats til et ensporet fokus på taletræning gennem AVT (Auditiv Verbal Terapi). AVT tilbydes gratis til alle forældre. Det er et godt tilbud, som hjælper rigtig mange børn. Men for Odin og mange af de forældre, vi er i kontakt med i DDL, afføder det en kamp med systemet. Det er yderst vanskeligt at få godkendt alternative indsatser, som ikke er gratis for kommunen. Det sker, fordi retningslinjerne og forløbsbeskrivelsen fungerer som rettesnor for de audiologiske klinikker, hvis ansvar det er at sikre børnenes lydsproglige udvikling, og for kommunerne og PPR, som tilbyder støtte ud fra Socialstyrelsens anbefalinger.
I praksis betyder det, at flere kommuner enten afviser eller sætter spørgsmålstegn ved forældrenes ønske om tegnsprogskurser, familiestøtte i en tegnsproget familie eller lignende og udviser manglende forståelse for, at begge forældre skal kunne kommunikere med deres barn. Som Odins mor siger i artiklen:
”Herefter spørger de, om det er nødvendigt, at vi begge to får undervisning. Altså, helt ærligt. Vi er mor og far. Vi vil gerne begge to kunne kommunikere med vores barn.”
Forældre bliver fagprofessionelle eksperter i deres barns sag
Den 15. marts 2025 viste Døvefilm programmet om Leonora og hendes forældre, som på samme måde som Odins forældre fortæller historien om, hvordan de har manglet støtte og viden om andre tilbud end lydstimulering og taletræning. Leonora er døv og CI-opereret, men profiterer ikke af sine høretekniske hjælpemidler. Både i hendes og Odins tilfælde bliver det tydeligt, at børn og forældre, som ikke følger de beskrevne retningslinjer og forløbsbeskrivelsen, oplever ulighed i støtten, manglende vejledning og hjælp. For den gruppe børn findes der ingen alternative anvisninger, og forældrene må selv være opsøgende, insisterende og velargumenterede for at få den hjælp, som barnet og familien har brug for.
Som Odins mor siger: “Det bliver vores arbejde at være Odins sagsbehandlere, læger og jurister.”
Hvis ikke der i forældrenes vej gennem systemet findes fagprofessionelle med viden om sprogindlæring på tegnsprog, og som kender til vigtigheden af at stimulere den tidlige interaktion og relation med barnet på en visuel måde, så risikerer børnene at tage varig skade eller blive fejldiagnosticeret på grund af uvidenhed.
Det er ikke rimeligt, at børn efterlades i et sproglimbo i deres første leveår, når vi ved, hvor livsvigtig den tidlige interaktion er for barnet.
Både Odins og Leonoras forældre har netop turdet være kritiske og insisterende i deres appel til systemet om at få den rette hjælp til deres barn. Men det er langt fra alle forældre, der har det overskud, og det burde ikke være sådan, at det kun er de mest opsøgende og vedholdende forældre, som lykkes med at få hjælp.
Men med de nuværende retningslinjer og forløbsbeskrivelsen er forældre og børn alt for længe overladt til sig selv, hvis indsatsen og adgangen til verden går gennem tegnsprog. Det skal vi i DDL være med til at gøre opmærksom på og rette op på.
Sprog er livsvigtigt - børn skal forstå og blive forstået
Odins forældre har nu i snart seks år kæmpet for retten til, at Odin har et sprog. Men det er stadig svært, siger forældrene:
“I børnehaven kan de jo primært behovstegn; spise, drikke og så videre. Det er mega synd for ham, at han skal have et børnehaveliv uden at kunne have dybere samtaler, som andre børn på hans alder kan have med hinanden eller en voksen.”
Og sådan burde det ikke være. Det slår FN’s Handikapkomité fast i deres anbefaling til den danske stat i forhold til, at Danmark bør sikre tegnsprog i rette tid for de børn, som har behov for det. Det er ikke rimeligt, at børn efterlades i et sproglimbo i deres første leveår, når vi ved, hvor livsvigtig den tidlige interaktion er for barnet. Det budskab cementerer TrygFondens Børneforskningscenter i deres artikel “Tidlig sprogudvikling er afgørende”. Her beskriver de, hvor stor betydning den tidlige sprogudvikling har for børns trivsel, læring, udvikling og dannelse – og også for deres skolegang og uddannelsesmuligheder senere i livet, samt at de professionelle omkring barnet spiller en afgørende rolle. De igangsætter nu et forskningsstudie “Styrket sprogvurdering”, som skal undersøge effekten af den nuværende sprogvurdering, som finder sted i kommunerne, for at opnå bedre viden om, ”hvordan man bedst finder og understøtter børn med svagt sprog”.
DDL savner tidlig, nuanceret og individuel tilpasset rådgivning
Odins forældre fortæller, at det, de savnede i forløbet omkring Odin, var at møde fagprofessionelle, som kunne fortælle dem om muligheden for tegnsprog:
”Det går jo faktisk helt tilbage til fødeafdelingen. Helt fra starten er der ingen, der har snakket om verbal dyspraksi og de muligheder, der kunne være med tegnsprog. Det er noget, vi selv har fundet ud af.”
På trods af at vi i Danmark ved, hvor livsvigtig den tidlige sprogudvikling er, så gribes børn som Odin og Leonora alligevel ikke af vores nuværende system. Det, mener vi, bunder i holdningen til tegnsprog samt manglende viden blandt fagprofessionelle i den tidlige fase af barnets liv. Dansk tegnsprog er et fuldt anerkendt og rigt sprog helt på højde med det danske lydsprog. Det bliver også tydeligt i forældrenes fortælling om Odin, nu hvor verden åbner sig op for ham via tegnsprog:
”Pludselig kan han fortælle, hvilken bog han vil læse om aftenen, hvilken film han vil se og den musik, han vil lytte til. Nu føler vi faktisk, at vi snakker med vores barn. Vi fandt pludselig ud af, hvor reflekterende og sjov vores dreng var – og er.”
Både når det gælder børn med dyspraksi og døve børn som CI-opereres, ved vi ikke på forhånd, hvilke børn der vil få behov for hvilke sprog og hvilken støtte. Derfor er den oplagte løsning at rådgive bredt og nuanceret så tidligt som muligt, hvor alle muligheder er åbne og stilles til rådighed. Herefter kan rådgivningen overgå til at være mere individuelt tilpasset efterhånden som vi bliver klogere på barnets behov.
I programmet fra Døvefilm om Leonora siger professor i psykologi Jesper Dammeyer:
“Generelt i Danmark er der for lidt tilbud med visuel kommunikation og understøttelse af tegnsprog, også når vi sammenligner med andre lande. Både fordi andre lande har et bevidst fokus på at understøtte tegnsprog som et minoritetssprog, men også fordi man tager et mere pragmatisk fokus, hvor man kigger på det enkelte barn og så tilbyder visuel kommunikation samtidig med støtte til den talesproglige udvikling, som barnet har brug for tidligt, og så tilpasser det hen over barnets tidlige barndom.”
I Danmark har vi opbygget en tradition for at tænke enten lydsprog eller tegnsprog. Lyddsprog og oralisme er hovedsporet, og hvis det fejler, skiftes der muligvis spor. Men her er skaden for barnet ofte sket. Det tidlige sproglige fundament er ikke skabt, og det er overordentligt vanskeligt og sommetider umuligt at genopbygge. Så hvorfor ikke tænke både og?
Mange andre lande har valgt den strategi. I Norge er det kun 27 % af alle døvfødte børn, som ikke lærer tegnsprog. Det skyldes, at Norge sætter en massiv indsats i gang fra start, hvor familierne tilbydes en bred og nuanceret rådgivning, som gør, at børn og forældre får et stærkt fundament fra start og ved, hvor de kan søge mere rådgivning.
Uden den rette hjælp er der stor risiko for, at børnene udvikler sproglig deprivation (sprogmangel opstået på grund af kronisk mangel på fuld adgang til et naturligt sprog i den kritiske periode med sprogtilegnelse, red.). Derfor er vi nødt til at få lavet et eftersyn af både Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer og Socialstyrelsens forløbsbeskrivelsen. Det må ikke være tilfældigheder, som afgør, om børnene får hjælp.
Kilder: