Diskriminationslinjen er nu tilgængelig på dansk tegnsprog
Den 3. december er det FN’s internationale handicapdag – og på netop denne dag, skyder vi et nyt samarbejde i gang mellem Institut for Menneskerettigheder (IMR) og Danske Døves Landsforbund (DDL).
3. december 2024
IMR har deres egen hotline, diskriminationslinjen, hvor man på telefon kan ringe ind og få gratis rådgivning i sager om diskrimination. Nu har vi indgået et samarbejde, der betyder at døve også kan benytte sig af denne mulighed. IMR betaler nemlig for fjerntolkning, så døve kan kontakte de juridiske rådgivere på diskriminationslinjen, som yder bistand og støtte i diskriminationssager.
Vi er rigtigt glade for dette samarbejde, som betyder, at døve fremover kan få glæde af den rådgivning, som IMR’s medarbejdere yder i sager om diskrimination.
Mennesker med handicap er i Danmark beskyttet mod at blive behandlet dårligere på baggrund af deres handicap. Alligevel oplever mange diskrimination på arbejdspladser, uddannelser, i nattelivet og i mødet med myndigheder.
Diskriminationslinjen hjælper i sager om diskrimination og forskelsbehandling på grund af blandt andet alder, religion, køn eller handicap.
Det betyder, at du kun kan henvende dig i sager, hvor du (muligvis) er blevet diskrimineret.
På DDL’s hjemmeside kan du se eksempler på hvilken type sager du kan få hjælp til. Her kan du også se hvordan og hvornår du kan kontakte diskriminationslinjen, samt hvordan du får tolk.
Diskriminationslinjen åbner tirsdag den 9. december.