Øh, hvordan taler jeg med en døv?

Øh, hvordan taler jeg med en døv?

Hvad vil det egentlig sige at være døv? Hvilket sprog taler døve? Hvordan kommer døve op om morgenen? Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vil tale med en døv? Spørgsmålene er mange, og vi har samlet de mest almindelige spørgsmål om tegnsprogstalende døve og hørehæmmede. Læs med herunder, og bliv klogere!

Døvstum?

Døve er ikke stumme, og derfor opleves betegnelsen 'døvstum' som nedsættende. Døve taler tegnsprog og bruger derfor sjældent stemme, når de kommunikerer.

Hvilket sprog taler døve?

Døve taler tegnsprog. Betegnelsen døvesprog bruges ikke.

Hvad er tegnsprog?

Dansk tegnsprog er et selvstændigt sprog med egen grammatik, som er forskellig fra talt dansk. Nogle af de vigtigste begreber indenfor dansk tegnsprogs grammatik er loci, proformer og tidslinjer. Dansk tegnsprog udtrykkes visuelt med bevægelser, gestus og mimik.

Kan døve blive hørende?

Døve kan ikke blive hørende, men det er muligt at få indopereret et avanceret høreapparat, der hedder Cochlear Implant (CI). Det kan give hørelse i større eller mindre grad. Man er dog stadig døv, når implantatet tages af, eller hvis det ikke virker. Det er særligt børn, der får implantatet indopereret i en tidlig alder, mens mange voksne døve ikke opereres, fordi de både sprogligt og kulturelt identificerer sig som døve.

Er tegnsprog internationalt?

Tegnsprog er ikke internationalt. Alle tegnsprog i verden er forskellige fra hinanden og er ikke baseret på det talesprog, der bliver brugt i det omgivende miljø. Amerikansk tegnsprog har blandt døve status som verdenssprog. Mange døve verden over har lært lidt amerikansk tegnsprog (ASL) under studier i USA eller på rejser. De kan derfor kommunikere på ASL, når de møder døve fra andre lande. Præcis på samme måde, som når hørende danskere benytter sig af engelsk.

Findes der en ordbog over dansk tegnsprog?

Ja, der er en ordbog over dansk tegnsprog – du finder den her.

Hvor kan jeg finde mere information om dansk tegnsprog?

Du kan fx besøge siden www.tegnsprog.dk, der administreres af Dansk Sprognævns afdeling for dansk tegnsprog.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg møder en døv?

Døve og hørehæmmede er vant til at møde og kommunikere med hørende. Ofte vil døve bede dig om at skrive, hvad du gerne vil sige, enten på papir eller din mobil. Nogle døve kan også mundaflæse, men det er ikke alle. Når du taler med en døv eller hørehæmmet person, så skal du tale helt normalt. Det hjælper ikke at råbe, at tale meget tydeligt eller langsomt. 

Kan døve arbejde?

Ja, døve både kan og vil gerne arbejde. Døve bestrider lige så mange forskellige typer af arbejde som hørende. Hvis døve arbejder på en hørende arbejdsplads, så benytter man en tegnsprogstolk.

Er døve handicappede?

Handicap er den situation, der opstår, når en person med en funktionsnedsættelse møder en barriere i samfundet, der betyder, at personen ikke har de samme muligheder som andre. Det betyder, at døve ikke går rundt og ser sig selv som handicappede i hverdagen, men at der kan være situationer, hvor funktionsnedsættelsen opleves som et handicap. Døve opfatter sig i højere grad som en sproglig og kulturel minoritet i kraft af deres unikke sprog og deres fælles kultur, der har formet sig anderledes end hørendes kultur og sprog.

Kan døve tale i telefon?

Døve kan sagtens tale i telefon. Hvis døve taler med hørende, så foregår det via en tegnsprogstolk. Når døve taler sammen indbyrdes foregår det via fx FaceTime eller Skype.

Hvordan bliver døve vækket om morgenen?

Døve kan bruge et vækkeur med vibration.

Hvordan ved døve, at det ringer på døren?

Døve benytter sig enten af lys eller vibration og kan på den måde se eller mærke, at det ringer på døren.

Hvor mange mennesker i verden taler tegnsprog?

På verdensplan er der cirka 70 millioner, der har tegnsprog som første- eller andetsprog. I Danmark er der 3.000-4.000 døve, som taler tegnsprog i hverdagen – det vil sige lidt under en promille. I alt regner man med, at cirka 20.000 personer i alt taler dansk tegnsprog enten i private eller professionelle sammenhænge.

Flere spørgsmål?

Send os en mail på ddl@ddl.dk, eller ring på 20 90 06 60.

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
close
Søg på dette site