Hvad er dansk tegnsprog?

Hvad er dansk tegnsprog?

Dansk tegnsprog er døves modersmål og et selvstændigt sprog med sin egen grammatik, som er forskellig fra talt dansks grammatik. Dansk tegnsprog udtrykkes visuelt med bevægelser, gestus og mimik.

13. maj – en hyldest til dansk tegnsprog!

Den 13. maj 2014 blev dansk tegnsprog anerkendt som selvstændigt sprog. Samtidig vedtog Folketinget, at Dansk Sprognævn skal varetage arbejdet med at indsamle og bevare dansk tegnsprog på linje med dansk tale- og skriftsprog. I den sammenhæng blev der oprettet et tegnsprogsråd og en underafdeling til Dansk Sprognævn: Afdeling for Dansk Tegnsprog.

Afdeling for Dansk Tegnsprog

Afdeling for Dansk Tegnsprog åbnede den 1. november 2015. Afdelingen har blandt andet til opgave at besvare henvendelser om dansk tegnsprog og vejlede om tegnsprogsbrug samt samarbejde med relevante interessegrupper og institutioner inden for tegnsprogsområdet. Som en del af arbejdet har afdelingen oprettet et website om dansk tegnsprog, hvor du kan finde svar på spørgsmål om dansk tegnsprog og gå på opdagelse i online-opslagsværker og ordbøger over dansk tegnsprog. Du finder siden her.

Dansk Tegnsprogsråd

Dansk Tegnsprogsråd blev oprettet den 1. januar 2015 og har til opgave at udarbejde principper og retningslinjer for arbejdet med at følge og dokumentere det danske tegnsprog og med at give råd og oplysninger om dansk tegnsprog. Medlemmerne af Dansk Tegnsprogsråd har på forskellig vis berøring med dansk tegnsprog, men de er ikke ansat ved Dansk Sprognævn. Dansk Tegnsprogsråd mødes et par gange om året.

Medlemmerne af rådet er:

  • Elisabeth Engberg Petersen, formand, Københavns Universitet
  • Ole Ravnholt, Dansk Sprognævn
  • Bo Hårdell, næstformand
  • Jette Hedegaard Kristoffersen, Ordbog Over Dansk Tegnsprog, UCC
  • Hanne Langeland, Socialstyrelsen

Læs mere om Dansk Tegnsprogsråd på deres eget website her.

Dansk tegnsprogsdag

Hvert år markerer vi årsdagen for anerkendelsen af dansk tegnsprog. Dagen er en hyldest til dansk tegnsprog, og vi har haft både events samt virale kampagner – tjek fx #favorittegn på facebook, og se alverdens favorittegn fra både døve og hørende.

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
close
Søg på dette site