Hvad skal vi med tegnsprog?!

#DDLinterviewer #Kultur #Tegnsprog

Hvad skal vi med tegnsprog?!

11. september 2017

Den 18.-21. september er der Nordisk Sprogfest i Aarhus. Festivalen sætter fokus på, hvordan sprog i Norden kan skabe fællesskaber og fordomme, sætte nye standarder for samtalen om ligestilling og udgøre en inkluderende – eller ekskluderende kraft. Dansk Sprognævns Afdeling for Dansk Tegnsprog deltager, og DDL har mødt dem til en snak om tegnsprog.

DDL møder de Janne Boye Niemelä og Anne Kjærgaard på deres kontor hos Dansk Sprognævn (DSN) på Frederiksberg. De har begge travlt med at forberede deres deltagelse til Nordisk Sprogfest.

Hvorfor deltager Afdeling for Dansk Tegnsprog overhovedet?

- Vi deltager fordi vi gerne vil oplyse og informere om tegnsprog – så kort kan det siges, siger Janne og smiler. – Baggrunden er, at vi er med i Det Nordiske Tegnsprogsnetværk, som har fået økonomisk støtte fra Nordisk Ministerråd via Nordisk Sprogkoordination. Det er dem, som arrangerer Nordisk Sprogfest, og det er derfor helt naturligt at vi deltager, fortæller Janne.

Dansk Sprognævns Afdeling for Dansk Tegnsprog er vært ved to arrangementer. ”Livet som tosproget – døve fortæller” hvor fire nordiske døve fortæller hvilken rolle tegnsprog, det talte og det skrevne sprog spiller for dem som døve eller som pårørende til døve. Det andet arrangement ”Hvad skal vi med tegnsprog?” er en paneldebat mellem 3-4 nordiske eksperter som har CI som har tegnsprog, døvhed, cochlear implantat (CI) og tosprogethed blandt døve som hovedfelt.

Men er der overhovedet behov for sådan en debat?

- JA! lyder det enstemmigt fra Anne og Janne. – Der er et stort behov for viden og information om tegnsprog. Hvad vil det sige at være tosproget når man er døv eller har CI? Hvilken rolle spiller tegnsprog? spørger Anne.

- Det er vigtigt at understrege, at vores opgave er at informere. Vi er en offentlig myndighed og vi har ingen politisk holdning til tegnsprog. Det er vores opgave at sprede viden om tegnsprog, som er et minoritetssprog, og det er vigtigt at få en debat om tegnsprog og dets betydning,
fortæller Janne.

Kan du uddybe?

- Vi lever i en globaliseret verden, og vi kan kommunikere med hinanden på tværs af afstande. Engelsk er et af de dominerende sprog, som gør det muligt at vi kan kommunikere sammen trods forskellige nationaliteter. Men samtidig er det er stærkt ønske og behov for at bevare og styrke de nordiske sprog. Alle sprog vil gerne frem! Tegnsprog er mere sårbare, fordi de bruges af færre mennesker. Tegnsprog bliver nemt usynlige, men det er vigtigt at bevare tegnsprog. Og derfor er det vigtigt med disse arrangementer,
fortæller Janne.

Anne fortsætter: - Med disse arrangementer håber vi på at kunne nå almindelige hørende og den brede offentlighed. Få dem til at forstå hvad tegnsprog egentlig er for en størrelse. Der hersker stadig alt for meget uvidenhed på området. Det er vores opgave at informere og rådgive.

Dansk Sprognævns Afdeling for Dansk Tegnsprogs arrangementer forgår den 18. september kl.14 og kl.15. Læs mere om de to arrangementer her.

Besøg Afdeling for Dansk Tegnsprog her.

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
close
Søg på dette site