Døve får nu også løbende nyheder på deres modersmål

#Tegnsprog #Tilgængelighed

Døve får nu også løbende nyheder på deres modersmål

4. april 2018

På årsplan bliver det til mere end 35 timers ekstra tv på tegnsprog.

Fra tirsdag d. 3. april bliver der udgivet nyheder alle hverdage – både digitalt og på TV – fortalt af døve og på døves modersmål, dansk tegnsprog.

Danmarks 4.000 døve får nu muligheden for på tegnsprog, at følge med i 4-6 af de mange nyheder, som udkommer hver eneste dag. Nyhederne bliver produceret på video i et tæt samarbejde mellem DR og Døvefilm. DR Ligetil leverer tekster til historier fra indland, udland og sportens verden, som bliver formidlet af døve værter. Og når der er nyheder fra døves verden, bliver de også bragt. Det kan være nye undersøgelsesresultater, nyheder om tolkesituationen, politiske tiltag, undertekster, ja stort set alt, som fortjener at komme hurtigt ud til alle landets døve.

Nyhedsteamet består af 8 værter, som er stærke til formidling og ikke mindst har dansk tegnsprog som modersmål. Sammen med en tolk, som har dansk som modersmål, står de for produktionen; bearbejdelse af nyheder, optagelse, klipning, upload til hjemmeside og speak. Nyhederne bliver sendt alle hverdage året rundt på DR Ligetils hjemmeside, straks de er produceret. De kan ligeledes ses fra udlandet.

Nyhederne bliver også vist på Tegnsprogskanalen i ét samlet program kl. 18 på alle hverdage. Breaking News og Go’ Aften Danmark på tegnsprog. Er der terrorangreb et sted i Europa, er der dødsfald i kongehuset eller udskrives der folketingsvalg, så vil døve fremover også kunne følge med i dagtimerne. Ligetil – TEGN Nyt dækker som noget nyt Breaking News. Hidtil har døve alene kunnet se tolkede nyhedsprogrammer på Tegnsprogskanalen fra 17-21.

Ud over at Ligetil TEGN Nyt kommer til, sker der også andre ændringer på Tegnsprogskanalen. Ud ryger tolkning af DR2 Dagen og 18-Nyhederne fra TV2. Ind kommer tolkning af programmet ”Go’ Aften Danmark”. Nyhederne giver seerne muligheden for at få gennemarbejdede nyheder på dansk tegnsprog. Det skulle gerne øge forståelsen, ligesom både nyheder og tolkning af Go’ Aften Danmark øger følelsen af, at kunne snakke med – og være en del af samfundet.

Fakta om Døvefilm:

Døvefilm er en selvejende institution som får tilskud fra finansloven, og som er under tilsyn af Socialstyrelsen. Tilskuddet på finansloven ydes med det formål at bidrage til demokratisk deltagelse, dialog og forståelse. Døvefilm producerer også TV-magasinet Tidens Tegn, som fremover sender 44 min. om ugen, 40 uger om året. Endelig varetager Døvefilm også tolkningen på Tegnsprogskanalen, som en del af DR og TV2’s public service forpligtelser. Vi står selvfølgelig klar til at besvare ethvert spørgsmål, I er meget velkomne til at kontakte os. Kontakt: Mette Bergqvist, mb@deaftv.dk, 2890 8396, eller Skype: mette.bergqvist

LIGETIL NYHEDER PÅ TEGNSPROG

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.
close
Søg på dette site